Du er her: 

Novembersalme

af Lars Peter Wandsøe Kristiansen

Mel: Thora Borch 1866 – Skyerne gråner
 
Verden er fuld af en masse drømme,
drømme om lykke og held.
Tit vil vi følge med verdens strømme,
kommer til livet i gæld.
Og dog skinner solen på alle.

Sure vi bli’r når vort liv ej lykkes.
Hvorfor går glæden i stå?
Tit må vi sande at andre smykkes,
det kan vi ikke forstå.
Og dog skinner solen på alle.

Vi ser at fejlen hos andre ligger,
selv har vi gjort, hvad man bør.
Hadet det vokser, mens uret tikker,
tænker vi på hvad vi gør?
- medens månen skinner på alle.

Tilgivelse er et ord vi kender,
modta’r og gir vi den nu?
Eller hvad er det, vi udad sender,
sender vi det som vi sku’ ?
- medens månen skinner på alle.

Nej, men vi når det, hvis blot vi tør det,
binde med sandhedens bånd, -
sammen de hjerter, som bør forenes,
netop med nådesfuld hånd!
- medens månen skinner på alle.

For vi har alle en fejl i lommen,
ja, vi har mere end to.
Dog, ingen sjæl er da så forkommen,
at den ej kan finde ro.
Og så skinner stjerner på alle.

Angre, og ændre, hvad gør os kolde,
det må vi øve os i.
Nåde og tilgivelse skal holde,
- det skal vi modta’ og gi’.
Og så skinner stjerner på alle.

Godhed og kærlighed sammenføjer
alle som tilgi’r sin bror.
Ynkelig den, som sig selv ophøjer,
Gud kun er den, som er stor.
Ja, Guds lys er tændt for os alle.

Så lad os skue med milde øjne,
dén som vi ikke kan li’.
Det vil vort livs kvalitet kun højne,
det vil gi’ livsenergi.
Ja, Guds lys er tændt for os alle!

Gud ser os klart, med sit gode øje,
det skal vi spejle os i.
Alle vi skal til vort hjerte føje.
Gud kan os alle jo li’.
Ja, Guds lys er tændt for os alle!