Prædiken til Septuagesima søndag d. 8. februar 2009.

Der er så meget, der handler om at komme først og være bedst.

I skolen, på arbejdet, i fritiden. I kan nok hurtigt selv komme i tanke om nogle eksempler. Jeg kan bare nævne: karakterræs, ambitioner om forfremmelser og sportsresultater. Der er meget konkurrence i vores liv.

Der er meget fokus på at være god til at vinde. Det er sjovt at være den, der vinder, - surt at være den, der taber. Paulus taler også i dag om at vinde, vinde en sejrskrans. Men det er ikke den slags af laurbærblade, som visner og tørrer ind, han tænker på. Det er en krans, der kan holde evigt. Ja, det, han tænker på, er at vinde det evige liv. Livet i Guds varetægt, livet i Guds rige. Både nu og i evighed.

--Fordi så meget i vores hverdag handler om stræben efter at vinde og frygten for at tabe, så handler det også meget om fortjeneste. Hvad har vi gjort os fortjente til? Hvordan ser regnskabet ud? Stemmer lønnen overens med vores indsats?

--Det skal gå retfærdigt til! --Lige for lige!Men det, der er retfærdigt, er det nødvendigvis kærligt? Hvad nu, hvis man ikke er den hurtigste, eller den bedste?

--Det har Astrid Lindgren skrevet en aldeles forrygende historie om, og den handler om dengang Pippi Langstrømpe arrangerede ”Hvem ved hvad?” I byen hvor Pippi bor, bor også den fornemme frøken Rosenblom. Hvert år deler hun penge og bolsjer ud til skolebørnene. Ikke nødvendigvis til dem, der er mest fattige, men først og fremmest til dem, der er særligt udmærker sig ved det forhør, som hun afholder på skolen.På dagen for forhøret, skal børnene stille op i lange rækker og vente på, det bliver deres tur. De ryster af skræk – de, der ikke kan svare tilfredsstillende på frøken Rosenbloms spørgsmål, bliver sendt i skammekrogen og senere kan de så gå tomhændede hjem og skamme sig videre overfor deres forældre og søskende. Midt i al den rysten og bæven, dukker Pippi op.

På sin sædvanlige friske og uimponerede facon skaber hun dybe rynker i frøkenens pande.  Hun bliver bedt om at stave til ”søsyg”. ”S- ø- d- s-y-k” siger Pippi selvsikkert. ”Ser man det” sagde frøken Rosenblom.  ”Retskrivningsordbogen staver det nu helt anderledes”.”Så var det sandelig heldigt, at du ville vide, hvordan  jeg stavede det”, sagde Pippi. ”S-ø-d-s-y-k, det er den måde, jeg altid har stavet det på - og det har jeg kun haft godt af.” ”Skriv det ned” siger frøkenen så sammenbidt til sine skrivere, der fører regnskab med børnenes resultater. ”Ja, gør det” siger Pippi”. ”Skriv endelig den fine stavemåde ned, og sørg for at det bliver rettet i retskrivningsordbogen hurtigst muligt! Det er ikke så mærkeligt, at hun inden længe bliver sendt over i rækken af børn, der skal stå og skamme sig. Dér er stemningen ikke rar. Mange græder og snøfter ved tanken om, hvad de vil sige derhjemme, når de kommer hjem uden penge og uden bolsjer.

--Så laver Pippi sin egen udgave af ”Hvem ved hvad”.  Hun stiller spørgsmål, som alle kan svare på og udbryder:”Det her forhør går over al forventning”. ”Nu skal jeg bare spørge om en ting til. Hvis Per og Poul skal dele en lagkage, og Per absolut ikke vil have noget, men sætter sig hen i en krog og gumler på en lille tør skorpe, hvem bliver så nødt til at opofre sig og sætte hele lagkagen til livs?” ”Poul!” råber alle børnene.”Jeg gad nok vide, om der nogen steder findes så dygtige børn som jer”, sagde Pippi. Og hver især bliver børnene sendt hjem med en guldmønt og en stor pose bolsjer. Ingen havde mere travlt med at komme hjemad, end dem, der havde stået i skammekrogen.--Var det retfærdigt, det Pippi gjorde? Havde børnene gjort sig fortjent til deres belønning?  

Det særlige ved Pippi er hendes måde at stave på. Særligt den måde, hun staver ”retfærdighed” på. Hun staver det ikke, sådan som vi umiddelbart skulle mene, at det skal staves: r-e-t-f-æ-r-d-i-g-h-e-d. Nej, hun staver det mindst ligeså alternativt som hun stavede til søsyg: nemlig k-æ-r-l-i-g-h-e-d. Kærlighed. Hun handler med kærligheden som fortegn.Set med strenge retfærdighedsbriller er det helt ufortjent, at børnene i skammekrogen bliver belønnet. Men det er kærligt gjort, det hun gør.

--I dagens lignelse om arbejderne i vingården er problematikken den samme som i Astrid Lindgrens beretning om Pippi. Det er dog rystende uretfærdigt, det der sker. Det kan vi sagtens sætte os ind i. At nogen der har arbejdet længe og hårdt i dagens hede, ikke får mere, men samme løn, som de, der kom til, til sidst – i den 11. time – og ikke nåede at yde så meget. Kun en brøkdel. Og alligevel fik de en dagløn ud af det. Ville vores fagforeninger gå med til det nu om dage? Det er en ganske særlig form for lønpolitik, der nok næppe ville vinde genklang på arbejdsmarkedet.

--Men her er også andet og mere på spil end hvad der foregår i vores egen lille vingård, og hvad vi anser for retfærdigt og uretfærdigt.Vingården i lignelsen er et billede på Guds rige. Endnu engang vender Jesus op og ned på vores måde at se på hinanden på. Han staver retfærdighed på samme måde som Pippi gjorde: K-æ-r-l-i-g-h-e-d. Kærlighed.--Den stavemåde er ret fremmed for ”noget – for – noget” mentaliteten, som vi kender så godt og som i så høj grad præger vores samfund. Vores liv og vores syn på hinanden. Men hvor meget ved vi egentlig, om dem der står på torvet og venter. Hvor meget kan og skal vi egentlig gøre os kloge på, hvorfor de står der? Vi ved jo ikke alt om dem! Vi ved jo ikke, hvilke behov de har.

Vi kender ikke ham, der stod der på torvet til næsten allersidste øjeblik og tænkte på, at så lykkedes det heller ikke i dag at få arbejde, og så ville han igen være nødt til at se sin højgravide kone synke træt ned i stolen, så ville han igen være nødt til at se sine børns øjne vende sig væk i skuffelse og afmagt.  Vi kender heller ikke ham, der dårligt kunne slæbe sig ned på torvet, fordi han selv var alvorligt syg.  Vi kender heller ikke ham, der var kommet for sent til sit arbejde, fordi han havde måttet sidde ved sin storebrors dødsleje, til broderen endelig døde. Da han så kom frem til den vingård, hvor han arbejdede, havde en rasende vingårdsejer smidt ham på porten - og nu stod lillebror så på torvet og ønskede, at det dog bare var ham, der var død. I stedet for var det nu ham, der skulle forsørge både sin egen og sin brors familie.  

Vi kender dem ikke, dem der stod og ventede. Men kunne det ikke lige så godt være os selv, der stod og ventede på, at der blev brug for os, ventede på at få en bid af lagkagen?Mon så ikke også vi ville ønske os en barmhjertig vingårdsejer, der betaler alle den samme løn? Det er ikke løn efter fortjeneste – og det vil han ikke forsvare, at det er sådan, han gør. Det skal han heller ikke. For, som vingårdsejeren siger til ham, der protesterer: ”Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit?”--Jesus vil have lov at gøre, hvad han vil, med det, der er hans. Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste. Jesus vil have lov til at give en bid af Guds rige til lige præcis dén, det passer ham.  Det er ikke noget, vi kan gøre os fortjent til.Det er noget, vi får forærende. Det bliver rakt til os i dåben og nadveren.Guds rige kan vi kun tage imod. Og så leve på det. Måske kan det også siges sådan, at vi kan tage Pippis stavemåde med i vores tanker og handlinger. 

--Som vi hører i teksten i dag, så er der håb for alle. I Guds  rige overmandes tvivlen af håb. Håb for den, der har ventet længe. Håb for den, der har lært tvivlen at kende.For i Guds rige staves retfærdighed som kærlighed.  Og vores svar til det kan vidst kun staves på én måde, nemlig med et stort T-A-K. Tak. Amen.