Prædiken til Midfaste søndag den 22. Marts 2009
Her midt i fastetiden, tiden for afholdenhed og nøjsomhed, præsenteres vi for en overflod og et overskud, som skabes ud af nærmest ingenting, nemlig 5 brød og 2 fisk. Hvem ville have troet på forhånd, at der ville være nok til alle de mennesker?
-Nok til at stille deres sult?
Nok – det er et lille ord på 3 bogstaver, men med vidt forskellige betydninger:
Ifølge synonymordbogen rummer det betydninger som "rigeligt": det, der er overskud af. Eller "tilstrækkeligt": det, der lige rækker, og det forsigtige: "sandsynligvis". Men også i betydningen af det mere stålsatte: "uden tvivl".
Det lille ord kan altså rumme alt lige fra den lille tvivl: "Deeet tror jeg nok", når vi ikke er helt overbeviste - til den store overbevisning, når vi med forvisning i stemmen og et strejf af AHA- oplevelse siger: "Det har du nok ret i, ja". Men det kan altså også være nok, i den forstand, at nu kan vi ikke tolerere mere, der må være en grænse!
Og så kan det altså også udtrykke lettelse over det tilstrækkelige: "Pyha, der var mad nok", kan man udbryde efter et vellykket gæstebud, hvor alt slog til.
Nok – et lille ord på 3 bogstaver og alligevel med så stor betydning. Jeg tror, det har en stor plads i vore tanker, især i varianten "bare det nu slår til". Og det er et underligt, udefinerbart, uafsluttet "nok", for hvordan opsætte grænser for, hvornår det er nok? Hvornår har vi fået nok? Hvad skal der til, for at vi bliver mætte?
Rent fysisk er der selvfølgelig en grænse for, hvor meget vi kan sætte til livs. Men hvornår er vores øvrige behov mættede? Hvornår har vi fået ting nok? Eller kærlighed nok?
Måske skal vi slet ikke spørge hvor meget der skal til, for at blive mæt, men hvor lidt?
Måske vi skulle vende det om og spørge: Hvornår har vi givet nok? Kan man det?
Vi kan få nok, trampe i jorden og sige stop, men kan vi give nok?
"Giv, som du har hjerte til", siger Paulus. Ikke som du føler dig tvunget til, ikke for et syns skyld, ikke for at tækkes nogen, men fordi du gerne vil.
Og der er så meget, vi gerne vil gøre, så godt vi kan: "Bare jeg nu kan gøre nok for mine børn og sikre dem en god opvækst. Bare jeg nu kan tjene penge nok til at få det hele til at gå rundt".
Eller, sagt på en anden måde og mere personligt: "Bare jeg nu slår til". I en sådan grad, at det går ud over selvtilliden, hvis vi ikke selv føler, at man lever op til at "være nok", at kunne præstere, hvad der forventes af os, eller hvad vi tror, der forventes af os. Hvis vi ikke kan være smarte nok, hurtige nok, kloge nok og pæne nok. Er jeg nu nok værd, til at blive elsket, holdt af, accepteret?
Vi kan helt blive slaver af, at "der skal være nok" af både det ene og det andet og af, at vi skal "være" nok.
Og imens bliver der måske mindre og mindre af os selv. Forstået på den måde, at vi bliver så optagede af at skulle udfylde nogle stereotype roller, at personligheden og det unikke ved os alle hver især, lider under det. Enten pukler vi løs i ren selvopofrelse, for at opfylde alle kravene, eller også bliver vi så selvcentrerede i bestræbelserne på at være gode nok, - at vi bliver os selv nok, uden plads til andre. Så drejer det sig kun om, hvad vi kan få og ikke hvad vi kan give. Vi kan få nok, - men kan vi give nok?
"Giv, som du har hjerte til", står der i Paulus’ 2. Korintherbrev.
Den lille dreng, som vi hører om i dagens evangelietekst, han er så heldig, at have en madpakke med hjemmefra, 2 fisk og 5 brød. Det skulle i hvert fald være nok til ham, så han kan blive mæt. Og han giver, som han har hjerte til, nemlig det han formår.
Jeg tillader mig at lade fantasien råde lidt og forestiller mig, at han, efter at have hørt de voksnes bekymringer om maden, med barnets beredvillige og naive hjælpsomhed siger: "Jeg har masser af mad, det kan vi da dele."
Den lille madpakke, de 2 fisk og de 5 brød, blev på underfuld vis mad nok til 5000 mennesker.
Ja, ja, det er meget godt, kan vi så snusfornuftigt sige. Det er jo helt umuligt, at det skulle kunne slå til.
Men det er et tegn.
Et tankevækkende billede på Guds væsen, kærlighedens væsen. For Gud er kærlighed: Og det er med kærligheden som med de 2 fisk og de 5 brød: Der bliver ikke mindre, jo mere vi deler ud, tværtimod. Der bliver nærmest i overflod: Hele 12 kurve brød bliver der tilovers. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er 12. Det jødiske folk var fra gammel tid inddelt i 12 stammer, og de 12 kurve symboliserer, at der er nok til alle. Fuldkommenhedens tal.
Det vil sige, at det brød, eller det budskab, som Jesus deler ud, kan rækkes til alle, for evangeliet er universelt: Hver gang, der er dåb, hører vi, at Jesus befalede sine disciple at gå ud over hele verden og forkynde evangeliet og døbe. Vi beder også Fadervor sammen, og her lyder en af bønnerne: "giv os i dag vort daglige brød". Og det daglige brød, det er det, der er nok. Det, der fysisk skal til for at gøre os mætte.
Vi beder om det, fordi det ikke er nogen selvfølge, at vi får det. Det er ikke nogen selvfølge, at vi får det, der er nok.
Ja, det daglige brød, det behøver ikke kun at være det vi selv kan bage eller købe. Det kan også forstås bredere, nemlig om alt det, som er nødvendigt for at vi kan trives: mad & drikke, tøj & sko, hus & hjem, ejendom & penge, familie & venner, godt helbred og en retfærdig styring af vores land, osv. osv. Alt det beder vi Gud om, at Han vil give.
Men vi lever jo ikke af "brød" alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund, som vi hørte i teksten fra Det Gamle Testamente. Det vil sige også af Ånd, og den livsånde, som Han pustede ind i mennesket, da Adam og Eva blev skabt. Og vi lever af Hans ord, ordet eller evangeliet om Jesus. Hvordan kan vi det?
7878"Giv, som du har hjerte til". Sådan lyder opfordringen fra Paulus.
Gud fulgte den opfordring før nogen anden og gav os alt: liv, ånde og kærlighed.
Han gav sin søn til os. Han blev menneske for os og sammen med os, han delte de samme vilkår som vi har, dødens vilkår, og de samme svære følelser: angst, ensomhed, forladthed og desperation.
Og når vi holder nadver, så deler han sig selv med os i brødet og vinen. Fortæller os, at vi er til-givede. På den måde vil han give os styrke og mod til at leve livet. Nemlig til at håbe, for uden håb er livet dødt. Til at tro, til at turde have tillid til, at Gud vil være der for os. Til at vise og føle kærlighed.
Styrke, mod og horisont til at dele os selv med andre, så vi ikke bare er os selv nok.
--
"Du bliver, hvad du spiser" lød et kampagneslogan engang for en sundere livsstil. I dette tilfælde, nemlig ved altergangen, spiser vi Jesu legeme. Ikke fordi vi er kannibaler, men for at vi kan være en del af det legeme.
Det betyder, at vi bliver en del af et fællesskab med Gud og med hinanden. For vi er afhængige af hinanden. Vi kan ikke finde alt i os selv, selv om vi tit tror vi kan - eller skal. Og derfor kan vi føle os konstant sultne. Der er altid noget, der mangler, det er aldrig nok på nogen måder.
Bare vi graver dybt nok, så skal det nok være der det hele: selvtilliden, kærligheden, det at kunne hvile i sig selv, eller sagt på en anden måde: mæthedsfølelsen. Men her er det evangeliets budskab, at alt det faktisk kommer udefra, fra Gud. Den mæthedsfølelse, som vi kan mangle på flere planer, den vil Gud give os. Dels ved at gøre os til sine børn i dåben, men også ved at dele sig selv med os i den lille oblat og den lille dråbe vin.
Skulle så lidt kunne udrette så meget?
Det er jo et fællesskab, som vi kan mættes ved, fordi det er befriende at få at vide, at vi ikke skal, og ikke kan, være nok i os selv. At vi ikke skal gøre os fortjente, ikke leve op til krav nok, for at blive elsket, holdt af, accepteret. For hvordan kan man gøre sig fortjent til kærlighed? Bliver den ikke givet for ingenting, uden betingelser, af hjertet?
Det er i hvert fald det forbillede, som Gud har stillet op for os. Vi kan ikke præstere det perfekte, sådan som han kan, men vi kan give, som vi har hjerte til". Det vil sige: Give, hvad vi formår. Ikke fordi, det skal se ud af noget, imponere nogen eller stille os i et bedre lys. Hverken hos Gud eller næsten. For Gud ser lige igennem os og vi får ikke point hos ham ved at gøre gode gerninger for de gode gerningers skyld. Bare for at det skal se godt ud.
Nej, vi skal give, fordi vi gerne vil. Om vi synes, at vi formår meget eller lidt, - eller når vi er nedtrykte: måske slet ingenting, det er ikke vigtigt. Lidt er der altid at dele, nemlig os selv med andre, og det er måske mere, end vi i grunden regner med.
Amen.