LYSET
PRÆDIKEN Temagudstjeneste 14. maj 2008 Af Jørgen Børglum Larsen
Det var Stina Ekblad, der gjorde mig opmærksom på det. Hele den sommer arbejdede hun med teksten. Hun havde sat sig for at stå ene på scenen i al den tid, det ville tage at læse hele Lukasevangeliet. Fra ende til anden. Hvert ord, hver sentens, alle billeder og fortællinger, det hele skulle rummes i hendes egen betoning.
Så er det, at man pludselig får øje på noget. Det er ikke sikkert, at andre har bemærket det før. I hvert fald ikke på den måde. Der er ikke så mange, der før hende har kastet sig ud i et lignende projekt. Et helt evangelium i én mundfuld.
Men det var det, hun ville. Hele den sommer gik med det. At finde betoninger, fortællerstemme, for det hele skulle jo ikke bare lyde ens. Sådan er det ikke i et evangelium. Der er mange stemmer. Kvindestemmer og mandstemmer. Troende stemmer og tvivlende røster. Spørgende og skeptiske og kritiske. Og somme tider en stemme, der bare udtrykker det hele i et poetisk billede, som står så lysende smukt midt i det hele.
Jeg tror, Stina Ekblad skulle spille menneske. Kvinde og menneske midt i en historie, som ingen ende tager, og som udtrykker og fortæller det, som ingen heller aldrig bliver færdig med. Det var det, hun arbejdede med hele den sommer.
Sommeren var varm og solfyldt. Hun satte sig ofte ud i den blomstrende eng neden for den lille, røde hytte i udkanten af skoven. Her sad hun mellem alle de vilde blomster og så en sammenhæng mellem naturens mangfoldighed og evangeliets.
At ligesom enhver vel kan finde sin egen blomst i engens farverige hav, er det også sådan med evangeliet, at der et eller andet sted er et ord, der særlig er dit.
Solen ramte hendes allerede solbrune hud, på de bare arme og på knæene. Hun sad med løftede knæ, og bogen lod hun hvile på toppen af sine knæ. Et øjeblik hævede hun ansigtet, så øjnene missede mod himlens stærke sommerlys. Hun havde fundet sit ord. Nu var hun helt sikker. Blandt alle ordene i den bog var de ord hendes. Hun sad længe og gentog dem. Øvede på betoningen, legede med fortællerstemmen. Hvis disse ord var hendes, skulle ingen være i tvivl, når de sad og hørte på hende oppe fra scenen.
Det var først, da hun var helt færdig med indstuderingen af Lukasevangeliet, at hun også var parat til at fortælle det. Hun stod lige foran premieren inde på teatret. En hel sommers arbejde skulle afleveres i et par timers koncentration.
Hun sad ude i garderoben, sminken var ved at blive lagt i hendes ansigt. Den skulle være enkel, som alt det andet. Da så hun på sig selv i spejlet foran. Hun kunne et helt evangelium på fingrene. Tusind betoninger og lige så mange stemmer svirrede rundt i hendes indre. Tusind gange nåde og tilgivelse og kærlighed, men det er ikke ligegyldigt, hvordan det bliver fortalt.
Stina Ekblad så på sig selv i garderobens spejl. Nu var hun næsten parat. Publikum havde indfundet sig og taget deres pladser. Der var meget stille.
Lige før hun rejste sig, gentog hun så som det sidste inden forestillingen:
”Pas på at dit lys ikke bliver erstattet af mørke. Hvis hele din krop er fuld af lys, uden en eneste mørk plet, er det som om en lampe skinner på dig med et blændende lys.”
Nu kunne hun. Hun vidste, at nu sad hele evangeliet i hendes celler, i hendes hud og øjne, i hjertet og fødderne, alle vegne, for i hvert fald de næste par timer.
-----
Den lille fortælling, som er digtet med hold i den virkelige verden, danner også inspirationen for teksten til den næste og nyskrevne salme, som vi skal synge. Det var virkelig Stina Ekblad, der opdagede det ord i Lukasevangeliet for mig.