Modlys. Enhver fotograf ved, hvor irriterende det kan være. Eller udfordrende. Ser vi imod lyset, blændes vi ofte. Og det, vi vil se, sløres af det stærke lys, vi i øvrigt får lige i synet. I modlys ser vi anderledes. Vi vil måske sige, at vi ser dårligere, mere utydeligt. Men ligesom med fotografen, der kan se modlyset som en ny udfordring, der også kan bruges til et godt billede - lidt sløret eller kornet, måske – er der altså også det med modlyset, at vi ser det hele i et andet lys.

I et andet lys. Det er måske det, det handler om. Somme tider er det, hvad vi allermest har brug for: at se noget i et helt andet lys. Det kan ændre alting. Før lå noget hen i mørke eller dis. Der var ikke engang noget modlys. Det var bare modløs, man var. Og det er noget andet. Modløs er ikke modlys. Når man er modløs, trænger man netop til modlys. Til at se noget i et helt andet lys.

Ved kyndelmisse tændes modlyset. Det er allerede ved at blive tændt derude, hvor dagene længes, mens vinteren såmænd endnu kan nå at strenges. Modlyset, som stiger i denne tid. Vi kan i klart vejr næsten se det dag for dag lige nu. Snart skal vi sidde i vinduets modlys og med hånden måske endda skærme lidt af for lyset, der ellers har været borte en tid.

Kyndelmisse er midt på vinteren, midt i vinterens hjerte, lige præcist midtvejs mellem to somre. Og var det på landet i gammel tid, skulle halvdelen af foder og føde endnu være ude i laden, ellers bød de kommende måneder på sparetider – for ikke at sige fastetid. Da tændte man lyset i kirken, et billede hentet fra det tiltagende udelys – lyset, der skulle jage alt mørke og al modløshed væk i spare- og spinketider.

Den gamle Simeon i Jerusalems tempel med det nyfødte barn i sine arme var den første, der kaldte ham et lys. Det bliver som et lys for os alle sammen, sagde han. Og siden har hans dag været kyndelmisse, 40 dage efter jul, lysfest. For nu tændtes modlyset. Det var det, han så. Et lys for os alle sammen og en helt ny indsigt, som det hedder i den nye oversættelse. Men også en indsigt i, som Simeon udtrykker det, at folk vil sige ham imod. Og på den måde kommer han til at afsløre, hvad folk tænker inderst inde. Et afslørende lys. Som kun lys kan afsløre.

Det kan blive, som om man er helt gennemboret af et sværd, fortæller Simeon den undrende mor. Så stærkt et modlys. Og netop et lys imod. Imod det falske og skjulte og fortrængte, det, der klemmer og trykker et menneske. Det skal for en dag, som man siger. Frem i lyset. Prædikes fra tagene. Modlyset, der giver os mod, og så vi kan se alting i et helt andet lys. I håbets og fremtidens lys.

Folk vil sige ham imod. For lyset selv siger imod. Siger imod al uret og lurvethed og kaster et nyt lys på et menneske. Nu skal nådens lys strømme ned over os og åbenbare den inderste værdi i et menneske. Og alt andet, ethvert andet syn på mennesket, skal være forkastet, sagt imod, ikke gælde længere – i dette modlysets skær.

Modlyset siger imod. Det skal få os til at se alt i et helt andet lys. For barnet i Simeons arme er en modsigelse af alt det, vi ellers kan fristes til at tro som livets mening: at enhver bare skulle være sin egen lykkes smed – at vi bare skal kunne hanke op i os selv og præstere – at det gælder om at komme til sig selv, og man ser dette frysende menneske stå på et forblæst gadehjørne og alene kunne omfavne sig selv – at det bare drejer sig om mig og mit, ellers tager de andre det, og de andre skal man holde væk.

Et modlys imod al vinters mismod. Kyndelmisse vil fortælle: Her kan du begynde. I dette lys ser du både dig selv og de andre og din verden og fremtid i et helt andet lys.