Prædiken til helligtrekongers søndag d. 4. januar 2009. Matt 2,1-12.
Af Jørgen Børglum Larsen
I 1927 skrev den engelske digter T. S. Eliot et berømt digt om "De vise mænds rejse".
Han var egentlig født i USA, men havde nu nogen tid boet i England. Her var han blevet en ledende skikkelse inden for moderne digtning – og det fik han også senere Nobelprisen for.
I 1927 blev han så engelsk statsborger, og han tilsluttede sig den engelske statskirke. Det var en slags religiøs omvendelse for ham, og det bærer digtet om de vise mænd præg af.
Digtet handler ikke mindst om det besværlige ved den lange rejse.
"En kold ankomst fik vi ud af det,/ Bare den værste tid på året / For en rejse, og sådan en lang rejse:/ Vejene dybe og vejret strengt,/ en dødsens vinter."
Sådan begynder Eliot sit digt. Og tonen er slået an. Når vi i dag hører Mattæusevangeliets fortælling om de vise mænds rejse til Betlehem, er der jo slet ikke fokus på rejsens besværligheder. Hvem har tænkt over det?
"Og kamelerne fik sår, ømfodede, ustyrlige,/ idet de lagde sig ned i den smeltende sne."
Det, Eliot gør i sit digt, er at lade en af vismændene "tale". Han "fortæller" sin historie – men længe efter. Og det hele var ikke så nemt – selvfølgelig ikke.
"Der var tider hvor vi angrede", og hvor de drømte om de paladser, de ellers havde forladt for at begive sig ud på den lange rejse til Betlehem. Og hvor silkepiger kom med deres forfriskninger.
For man må give afkald på noget, når man begiver sig ud på sådan en rejse. Noget gammelt måtte forlades – for at de kunne komme til noget nyt.
Ligesom Eliot selv havde måttet forlade den nye verden – USA – for at komme til "den gamle", til Europa og England – og altså kirken og kristendommen.
Hans digt munder derfor også ud i nogle overvejelser om død og genfødsel. Han – denne vismand – føler ved vejs ende, at han på én gang har oplevet en død – væk fra noget gammelt – og en genfødsel – til noget helt nyt.
Og Eliot har selv følt noget lignende.
Hvad ethvert menneske kan – i visse situationer.
Men de vise mænd måtte som bekendt vende tilbage. Det gør de i den bibelske fortælling. Og det gør de også i T. S. Eliots digt om dem. Mange år senere er det så, at den ene af dem fortæller sin historie.
"Vi vendte tilbage til vore steder," som han siger det.
Men ingenting er længere som før.
"Vi vendte tilbage til vore steder, disse Kongeriger,/ Men ikke længere tilpasse her, med den gamle religion, / Med et fremmed folk, der klynger sig til sine guder."
Sådan kan man have det, når man er kommet til et nyt sted – en ny holdning, en ny tro. Man er ikke længere helt tilpas med det gamle. Kan føle sig fremmed. Eller føle, at de andre, som stadig hænger fast ved det gamle, er fremmede. De klynger sig til deres guder.
Alligevel ville Eliots vise mand have gjort rejsen om, hvis det havde været muligt.
Han havde set fødsel og død. Og fødslen var på en måde hård – også for den rejsende.
Men nu er alt anderledes, og han er ikke længere tilpas ved tingene, som de bare er – og det med at klynge sig til de gamle guder.
Hvad kan sådan en tolkning af den bibelske fortælling om de vise mænds rejse til barnet i Betlehem lære os i dag?
En lang og besværlig rejse – hvad er det for os?
Og klynger vi eller vores folk sig til gamle guder, som vi ikke længere er helt tilpasse med?
Det kan da godt være, vi allerede er ved at være trætte af at høre om finanskrisen – næsten inden den for alvor er kommet til Danmark. Men måske netop denne krise – eller de andre kriser, vores verden globalt står med i dag – klimakrisen, ikke mindst – er fortællingen om, hvordan det går, når man klynger sig til gamle guder som vækst, vækst, vækst, for enhver pris.
Hvis vi tror, at man kan vokse sig ud af alle problemer. Eller at de løser sig af sig selv – i en blind tro på, at markedet – som man kalder det – klarer det hele af sig selv.
De igangværende trusler for verdens udvikling og fremtid – finanskrise og klimakrise – kan måske få os til at stille spørgsmål ved om, vi nu også klynger os til de rette guder eller hvad.
Måske sådanne kriser kommer til at betyde intet mindre end døden for den gamle religion, at markedet og væksten klarer det hele for os.
Og hvad kan vi komme frem til – på den anden side? En ny fødsel? En ny begyndelse? En ny fremtid?
Fortællingen om de vise mænds rejse til barnet i Betlehem er jo historien om, at for enden af denne besværlige rejse, og hvor de flere gange var ved at opgive, kom de omsider til en helt ny start – en fødsel, en ny fremtid.
Det er den kristne historie om, at ud af krise og besvær og alt det, der er hårdt, kan der spire et nyt håb og en ny fremtid. At ud af en død position kan der vælde en ny fødsel.
Fortællingen om de vise mænds rejse vil måske ikke først og fremmest sige til os, at nu skal vi også se at finde ud på sådan en besværlig rejse for vores liv – for at vi kan komme til en ny fødsel og en ny begyndelse og et nyt håb.
Nej, den vil snarere lære os, at når vi uundgåeligt i vores tilværelse kommer ud for det, der er hårdt og besværligt, og som nær kan få en til at give op, er der ingen grund til at miste modet.
For enden af den besværlige rute viser sig nemlig alligevel en ny mulighed – en fødsel og et nyt håb.
Det er kristendommen i koncentrat: at i alt det, der ser ud som håbløst og umuligt og besværligt og dødt, findes en ny fødsels mulighed – et håb og en fremtid.
Dér, for enden af den lange rejse, fandt vismændene barnet i Betlehem.
Og det vil fortælle os, at dér kan ethvert menneske få muligheden for at finde tegnet på Gud her i denne verden og i vores liv.
Og selv – midt på rejsen – blive fundet af Gud.