Prædiken til helligtrekongers søndag i Fredens kirke. 3. januar 2010. Matt 2,1-12. 

Selv om vi altså ikke er nået helt hen til helligtrekongers aften med de tre, tændte lys, et for hver af kongerne, så kan vi forhåbentlig godt tilslutte os ”Peters Jul”’s glæde over julen – ”at vi har haft den”. Og når de tre lys så er slukkede, ”siger Mor,/ at så er julen til ende.”  

Men det er godt, at vi også har helligtrekongers- fortællingen med i vores gudstjenester her omkring julen – og selv om selve hellligtrekongers aften og det med de tre lys nok er en tradition, der de fleste steder er gået fløjten. Desværre, synes jeg. Vi kunne godt trænge til sådan et lille eftertankens og dybsindighedens ritual her oven på juleræset – og i det hele taget her midt i vores pulserende, moderne liv. At kunne give sig selv den ro at sætte sig ned i mørkningen omkring tre tændte lys og sammen høre en fortælling – om mennesker på vej, disse legendariske vismænd fra Østerland, fremmede folk i al deres pragt og mangfoldighed og forskellighed, men i bevægelse, på vej, med deres fine gaver, guld, røgelse og myrra.  

Det er nemlig en fortælling om det dybeste og vigtigste i et menneskeliv: at kunne være på vej, være i bevægelse, at ville noget og satte alt ind på det, til trods for alle strabadserne undervejs, til trods for kong Herodes’ og hans efterfølgeres frygtsomme magtbrynde og falske intentioner. Til trods for modgang undervejs at kunne holde modet og retningen, troen og håbet oppe. En fortælling om udholdenhed. Og en historie om, at det fremmede er en gave og ikke noget at være bange for.  

Jeg har tit tænkt på den lille opsats, forfatteren og redaktøren Egon Nielsen lige nåede at få skrevet, da han gik af efter mange år som redaktør på et blad. ”Vejs ende” kaldte han den lille artikel, som jo var meget sigende, da han nu stod ved vejs ende. Han tog fat i fortællingen om vismændene, der efter endt rejse og alle strabadserne omsider stod ved en sølle stalddør – og ikke, som ventet, ved et kongeslots port. Hvilken skuffelse, der må have ramt dem. Havde de bare taget fejl? Var alt bare en fiasko, noget mislykket og forgæves? Sådan kan vi mennesker jo indimellem godt føle det. En stalddør, hvad var det – når det nu var en kongesøn, de var rejst efter? Vejs ende – og så en skuffelse?   

Men som Egon Nielsen fortsætter sin lille beretning: heldigvis lindede vismændene på denne stalddør og gik ind – og fandt – barnet og kongesønnen. Han var bare anderledes end ventet, hans omgivelser var anderledes og ringere – der var noget fremmed over det hele. Ligesom de selv var fremmede folk i Betlehems stald – alligevel kom de ind med deres gaver.  

Det gør ikke noget at være fremmed, det er ikke farligt, de har gaver med til barnet. Ved vejs ende var alt bare anderledes end forudset, men ikke ringere, tværtimod.   Vi har brug for sådan en historie, også midt i vores tid og verden, ja, netop her og nu, måske.   

Og legenderne fortsatte deres meddigtende fortælling af denne historie, hvor vismændene blev til konger – tre af slagsen – og hver især repræsenterende et kontinent af dem, man dengang kendte: Europa, Afrika og Asien. Derfor var altid en af dem med sort hud, Balthazar fra Afrika, som man kaldte ham.   

En fortælling om menneskehedens kulturelle mangfoldighed. Men at vi kan mødes over for livets under: barnets fødsel i stalden, Guds tilstedeværelse midt i menneskers liv og verden. Suzanne Brøgger har her i forbindelse med nytåret skrevet en avisartikel, der kigger lidt tilbage over tiåret, der nu svandt hen. Hendes overvejelser munder ud i det spørgsmål, om vi lige nu er ved at havne i, hvad hun kalder en ”mental klimakatastrofe”.   

En ting er de klimaforandringer, kloden tilsyneladende står overfor, og som vi er nødt til at sætte noget ind imod.   Noget andet er altså en ”mental klimakatastrofe”. Her tænker hun på, at vi skal spørge os selv, om vi i vores frygt for terrorismen f. eks. er ved selv at blive en slags terrorister – med øget overvågning og kontrol og tilbageholdelser. Noget, som en juridisk professor i en anden aviskronik her i nytåret også har gjort opmærksom på. Og det andet, som Suzanne Brøgger nævner, er, om vi i vores fremmedfrygt måske går hen og bliver fremmede for os selv.   

Fremmede for os selv – dvs. uden kendskab til vores egen traditioner og ritualer og vores egen tro og det håb, vi ellers som mennesker og folk har bygget på gennem generationer.   

Fremmede for helligtrekonger-fortællingen med dens insisteren på vejen at gå, muligheden af at kunne begive sig ud på vejen og rejse, bevæge sig, flytte sig, komme i møde, komme med gaver i stedet for at lægge afstand.   

Fremmede for muligheden af en fortælling, der også rummer sådan et håb, at man selv ved noget, der ellers kan se ud som vejs ende, i stedet kan se noget så forfriskende som en ny start, en ny begyndelse.  

Det er jo det, helligtrekonger fortæller om: at selv ved vejs ende findes muligheden af en ny start. Derfor er det godt, at vi har den – ikke bare julen, men også helligtrekonger, med vismændene og hele pibetøjet – godt at vi kan høre om Guds gode mulighed for selv ved en eller anden form for vejs ende at kunne se konturerne af en ny begyndelse.