Prædiken til 6. søndag efter trinitatis. 19. juli 2009. Matt 5,20-26.  

Der er et replikskifte i Henrik Ibsens skuespil ”Et dukkehjem” fra 1879, som jeg ofte bliver mindet om i forbindelse med flere af de evangeliefortællinger, der skal prædikes over her i sommertiden. Og således også med dagens stykke fra første del af Jesus’ bjergprædiken om denne retfærdighed, som altså langt skal overgå de skriftkloges og farisæernes.   

For retfærdighed er vel retfærdighed – ikke sandt? Lov er lov, og lov skal holdes, som man siger – og så er man vel retfærdig nok? Kan man være mere retfærdig end loven? Enten holder man den – eller man gør det ikke – er det mere kompliceret?  Henrik Ibsens skuespil viser, at det hele måske ikke er så enkelt endda – eller behøver være det. Eller i hvert fald lader han hovedpersonen Nora, den noget frustrerede, hjemmegående husmor, stille spørgsmål ved en så – jeg havde nær sagt – vulgær tolkning af menneskelivets ansvarlighed.   

Nora har forfalsket en underskrift, og det forbyder loven naturligvis. Vi kender aktuelle sager fra erhvervslivet i de seneste år, så det er noget, der alligevel sker.    Noras mand var syg, og hun behøvede nogle penge for at kunne hjælpe ham til bedre helbred. Dem kunne hun også låne, men hendes gamle far skulle kautionere. Det ville hun imidlertid af forskellige grunde ikke byde ham – så i stedet skrev hun selv sin fars underskrift på gældsbeviset.   

Det blev siden afsløret af en sagfører. Og her er det så, at Nora siger, at dette har hun altså alene gjort for at redde sin mands liv. ”Lovene spørger ikke om bevæggrunde,” svarer sagføreren. ”Så må det være nogle meget dårlige love,” konkluderer Nora. Men – som sagføreren må anføre – dårlige eller ikke dårlige, hun vil ikke desto mindre blive dømt efter disse love.   

Det kan Nora nu ikke tro. For skulle en datter ikke have ret til at skåne sin gamle far? Og skulle en hustru ikke have lov til at redde sin mands liv? Denne sagfører må være en meget dårlig jurist, hvis ikke han kan se, at det et eller andet sted må være tilladt efter lovene. Det, som jeg nu vil føje til, er, at jeg i Noras handling og også i hendes argumentation i det mindste finder spor af det, som i bjergprædikenen bliver kaldt en retfærdighed, der overgår de skriftkloges og farisæernes.   

Sagføreren, denne jurist, har selvfølgelig loven på sin side – ligesom de skriftkloge og farisæerne på Jesus’ tid havde loven på deres side. Det var også dem, der både skrev og tolkede den.   Men Nora repræsenterer alligevel en retfærdighed, der overgår loven – hvis nu man kan sige det på den måde. Så kan det godt være, at nogle ikke længere vil kalde det retfærdighed. For retfærdighed i en snæver – og vulgær – udgave er bare at holde sig til lovens bogstav, overholde den til punkt og prikke. Og at alt andet – som f.eks. Noras hensyn til sin gamle far og syge mand – blot er blødsødenhed og pladderhumanisme. En lov kan ikke bøjes i hensyntagen – den skal holdes, det er det vigtigste, så er det ligegyldigt med de mennesker, loven i øvrigt er til for – den står flertallet eller eksperterne eller folkestemningen bag. 

Nej, Nora, du skal dømmes af principielle grunde, for en lov tager ikke hensyn og ser ikke på bevæggrunde. Og den retfærdighed, der overgår loven – er uretfærdig.    Det er en lov, lige så snart den tager hensyn og bevæggrunde med. Ikke desto mindre er det den retfærdighed, Jesus taler om i sin bjergprædiken. Det er noget af en udfordring. For hvad skal vi stille op med den, når vi nu har sager som f.eks. den om de irakiske asylansøgere, der efter loven skal sendes hjem? Hvor er den retfærdighed, der her langt overgår de skriftkloges og farisæernes? Det kan vi jo hver især gå hjem og tænke lidt videre over.  

Jeg er i øvrigt faldet over formuleringen i den nye oversættelse af Mattæusevangeliet i ”Den Nye Aftale”. Her er det oversat sådan: ”I skal gøre det Gud vil have, og det skal være med et overskud der langt overgår de skriftkloges og farisæernes.” Med et overskud – det er nemlig meget dækkende for det oprindelige græske ord, der betyder: ”er mere end” eller ”flyder over” og noget i den retning. Hvis jeres udgave af retfærdighed altså ikke er mere  end det, der står i loven. Eller hvis jeres retfærdighed ikke på en måde flyder over det, som er lovens bogstav.   

Så det har altså virkelig noget med overskud at gøre. Overskud af menneskelighed, måske. Overskud af hensyn og omsorg – for ikke at sige kærlighed.  Det er også i det lys, Jesus kan gå videre i sin bjergprædiken og sige, at der står i loven, at man ikke må slå andre ihjel. Selvfølgelig gør der det. Det er forbudt at dræbe.   

Men det er ikke på samme måde forbudt efter nogen lov at kalde sin nabo for et dumt svin – eller sin kollega for en idiot. Jeg tror ikke, at man kan blive dømt for at sige sådan noget, medmindre man skriver det i avisen og får en injuriesag på halsen. Men er det retfærdigt, at man godt må kalde sin kollega en idiot og sin nabo for et dumt svin? Er det retfærdigt, bare fordi det ikke er forbudt, og du får ikke en straf for at sige det – jeg spørger bare? Hvorfor synes de fleste af os så alligevel, at det er uretfærdigt at bruge sådanne skældsord om hinanden? Fordi vi godt ved, at der findes en retfærdighed, der langt overgår loven.

Den retfærdighed findes – så kan vi sprælle eller mene, som vi vil. Og det er det, Jesus vil med sine ord – tror jeg. Han vil fortælle om, at sådan en retfærdighed, der langt overgår de jødiske love dengang og folketingets vedtagelser i dag, findes. Den findes, og den er mulig. Den retfærdighed hedder hensyn og ansvar og omsorg og kærlighed. Og I Jesu mund har den normalt et helt andet navn. Den retfærdighed, som altså findes, hedder for ham Gud – eller Guds rige.  

Og den retfærdighed, der tager hensyn og kan bevæges af andre mennesker, er aldrig længere borte, end Gud er.  Gud er til gengæld helt nær i sådan nogle ord. I sådan en retfærdighed. I det hensyn og den omsorg og den kærlighed, der ikke bare kan skrives ned noget sted, men som kan være i både vores munde og hjerter, så vi kan følge dem i vores liv og verden.