Prædiken til 2. søndag efter trinitatis. 21. juni 2009. Luk 14,16-24.
Der er det særlige ved de fortællinger, som Jesus fortalte, og som vi plejer at kalde hans lignelser, at de altid lader noget helt uventet ske. De lever af deres spænding. Det er det, der gør dem til gode historier. De er ikke bare forudsigelige. Ingen kan på forhånd vide, hvor de ender. Sådan er det med den gode fortælling. Det er næsten lige som med kriminalhistorien: Hvem er morderen? Der er en spænding i fortællingen lige til det sidste. Ingen kan på forhånd vide, hvor Jesus fører os hen med sine lignelser. De fungerer, ikke ved at fortælle noget, vi godt kan sige os selv – men ved at overraske, komme med noget uventet. De lever af deres spænding.
Tag nu dagens fortælling om manden, der vil holde den store fest. Som altid er nogen inviteret til festen. Det er det almindelige, det er der ikke noget usædvanligt i. Og der er sådan set heller ikke noget specielt i, at nogle af de inviterede melder afbud. Det kender vi også. Der er altid nogle, der ikke kan – af forskellige grunde. Måske er det lidt mærkeligt – som man nærmest får indtrykket af – at alle melder afbud. Men OK, sådan noget er vel også tænkeligt.
Men nu kommer vi så til, at man vel sagtens kunne have forestillet sig en noget anden fortsættelse på fortællingen end den, vi i virkeligheden får. Jeg kunne i hvert fald godt at have forestillet mig, at festen i stedet var blevet aflyst. Når nu ingen kunne – eller ville – komme. Så udskyder vi festen, gemmer den til en anden gang, fordi vi nu en gang gerne vil se de mennesker, vi har inviteret, men som ikke kan – eller vi afblæser det hele.
Det er ikke det, der sker her i Jesus’ fortælling. Her fortsætter historien med, at indbydelsen i stedet går videre, ud til nogle andre, så festen under alle omstændigheder kan blive til noget.
Det er det overraskende og uforudsigelige i den historie. Og som ikke bliver mindre spændingsfyldt af, at invitationen nu i stedet kommer til at gælde dem helt ude i udkanten af samfundet. For ser vi på, hvem det er, der i første omgang bliver indbudt, får vi alligevel et ganske godt indtryk af – skal vi sige – den sociale sammensætning af de oprindelig tænkte gæster.
Der er en, der har købt sig en mark. Helt uformuende har han altså ikke været. Og heller ikke han, der lige har erhvervet sig fem par okser. Og den nygifte, der af den grund ikke kan komme – nå ja, vi hører ikke mere om ham, men mon ikke han også har hørt hjemme blandt dem, der i det mindste havde noget. Og det kan heller ikke undre. En mand har råd til at holde en fest – og naturligvis inviterer han folk, han er vant til at omgås og fra sikkert samme sociale lag.
Overraskelsen, det uforudsigelige, ligger i, at de mennesker, som så i anden og tredje omgang kommer med til festen, er hentet helt ude i udkanten – som det hedder i den nye oversættelse af lignelsen. Fattige og lamme, halte og blinde – alle dem, som i datidens samfund bogstavelig talt levede i udkanten af byen, ofte helt op ad bymuren – mens de bedrestillede havde deres boliger sikkert placerede inde midt i byen.
Det var ikke til at forudsige, at lignelsen skulle fortsætte sådan. Det er den spænding, som historien skaber – og som derfor også vil fortælle os noget. Fortælle os noget om et menneskesyn, der er rummeligt og omsorgsfuldt, og som tager andre mennesker ind på lige fod og med ny værdighed.
Og det er grundtonen i det, Jesus siger og gør – når det gælder synet på mennesket. Det er også det, som udfoldes i 1. Johannesbrev, dagens epistel, og som blev læst fra alteret tidligere i gudstjenesten: ”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” Sådan handler Jesus’ fortælling om, hvordan vi møder udkantens mennesker. Lige som den mand, der holder fest og sender sine invitationer helt derud, hvor fattigdommen og afmagten råder.
Hans lignelse formår at knytte noget sammen, som normalt ellers ikke hørte sammen, i hvert fald i datidens samfund: at de fattige og udsatte skulle komme med til en fest. Det var aldrig set før. Det er det nye, det uforudsigelige i denne fortælling – det er lignelsens spænding, og som denne fortælling lever af og vil give os: Det er muligt, at noget bliver anderledes – at vi handler og lever anderledes – at vi bliver anderledes og forandrer os. Og at vores forhold til virkeligheden og vores medmennesker bliver ændret.
Men lignelsens spænding ligger også i, at den fortæller os om et andet gudsbillede, et billede af Gud ude i udkanten, hos mennesker, som af den ene eller anden grund befinder sig dér. En Gud, som er der, hvor mennesker ellers kommer til kort, ikke har magt over deres tilværelse eller nogen verdens ting. En Gud, som finder mennesker der, hvor tilværelsen måske er blevet for kantet og besværlig. Og som vil, at glæden og kærligheden – i billedet af denne fest – skal finde plads også dér. I udkanten og hos udkantens mennesker – af hvilken art den udkant så ellers er for det enkelte menneske.
Og når alt dette er sagt, vil jeg i dag prøve at lade denne prædiken munde ud i nogle overvejelser af måske lidt mere psykologisk art. Der er næppe tvivl om, at Jesus’ fortælling oprindelig har haft sin spænding i forholdet mellem mennesker indenfor – og dem udenfor, som nu bliver lukket ind. Og den spænding skal jeg på ingen måde søge at klemme ud af historien – og af evangeliet. Men måske lignelsen for en gangs skyld også kunne tolkes sådan, at det handler om det enkelte menneske. Hvordan der i enhver af os faktisk kan være noget, der er i familie med fortællingens oprindelig indbudte og deres afbud. Hvordan vi alle sammen kan stille op med hver vores undskyldninger for ikke at gøre det ene eller andet – for andre eller for os selv. Hvordan vi somme tider selv ikke rigtig ”kan komme til festen” – eller til glæden og til livet og til nu’et – fordi der er så meget andet, vi lige synes, at vi først skal. Af den ene eller anden nok så gode grund. Derfor kan jeg ikke komme, ikke lige nu i hvert fald, det må vente, jeg skal først noget andet. Og imens glider livet og nu’et så måske forbi os – og vi griber det ikke. Gud har ellers rakt os det alt sammen.
Men måske vi kan håbe på – i sådan en situation eller psykologisk klemme – at der så alligevel findes en slags vej til vores personlige ”udkant” – og til det ægte og virkelige og sande i vores liv. Det, som måske har været gemt i ”udkanten”. Men som er der. Også der, hvor vi er ægte og omsorgsfulde og åbne for hinanden og andre – og som måske her på det seneste er kommet noget i udkanten af almindeligt dansk hverdagsliv.
Det ville – tror jeg – i hvert fald glæde Gud.