Prædiken til 19. søndag efter trinitatis i Fredens kirke. 28. september 2008. Høstgudstjeneste.
Konfirmandvelkomst. Johs 1,35-51.
Høstgudstjeneste kalder vi det stadig, selv om vi bor i en by. Og de fleste af os ikke har høstet mere end højst en kasse æbler og et bundt persille – eller noget i den retning. Hvorfor gør vi egentlig det? Er det bare, fordi kirken ikke rigtigt følger med og endnu ikke har opdaget, at kun de færreste af os bor på landet og dyrker korn? Eller giver det stadigvæk en mening at holde høstgudstjeneste midt i byen? Måske vi hellere skulle kalde det en efterårsgudstjeneste. Vi har netop passeret efterårsjævndøgn – det var i mandags – og nu er nætterne igen længere end dagene.
Årstiderne skifter, det bliver køligere, tidligere mørkt osv. Efterhånden får træerne også farver. Kun i efteråret kan man virkelig tale om, at løvet på træerne gløder i brændende farver. Noget af det, som jeg ved, at mange sætter rigtig meget pris på her i Fredens kirke, er de store ruder bag alteret, og som giver frit udsyn til – ja, til hvad? Til årstidernes skiften, til efterår eller forår og sommer, til tunge regnvejrsdage eller glitrende, solfyldte morgener. Vi kan følge det hele herinde fra kirkerummet. Og vi kan se på det som noget, der også hænger sammen med det, der netop foregår i en kirke og en gudstjeneste.
For vi bliver mindet om det, der er udenfor. Uden for et menneske, eller over et menneske, eller som bare ikke er – et menneske. Naturen, årstiders skiften og den rigdom, som naturen øser af. Enhver kan jo her i det sydfynske frit vandre ud og plukke sig kurve fulde med brombær eller hyldebær, eller hvad skovene lige nu bugner af.
Det, der ikke er os selv. Det, der er større end os selv. Det er naturen et billede på. Og det er også det, kirken og dens gudstjeneste fortæller om. Til en høstgudstjeneste – og til enhver gudstjeneste. Der findes noget uden for os selv, noget, der gror og lever og giver helt uden os, og som sådan set også hviler i sig selv – og som vi er afhængige af – og som vi har ansvar for.
En høstgudstjeneste kan også minde os om vores ansvar for det miljø og den natur, vi lever i og af. Naturen er ikke Gud. Men naturen kan være et billede på Gud. På det, der er større end os, uden for os, og som vi er afhængige af – og kan leve af. Naturen er ikke Gud. Men Gud kan skjule sig i naturen, i dens billede, i det, der er uden for vores vindue, så at sige. Og når det handler om Gud, er vi mennesker henvist til at tale i billeder. Vi har altid brugt billeder om det med Gud og os.
Når vi siger Fadervor, bruger vi et billede fra vores hverdag – med en far og hans børn – for at nærme os det med Gud. Når vi kalder Gud herre eller konge, bruger vi et billede fra en svunden tid, hvor mennesker på en helt anden måde end her hos os var underlagt herremænd og fyrster. Men for at fortælle, at Gud er større end os. Større end alt det, vi ikke kan – eller gør forkert. Fortællingen i dag fra Johannesevangeliet handler også om billeder, kan vi sige. Billeder på Jesus. I fortællingen møder vi nemlig en lang række af de billeder eller titler, som Jesus har fået fra kristendommens spæde begyndelse.
Han bliver kaldet Messias eller Kristus – hvilket betyder den salvede. Igen har det noget med konger at gøre, fordi konger dengang blev salvet med olie på deres hoveder.
Han bliver også kaldt Guds lam – fordi han jo blev ”slagtet” – eller i hvert slået ihjel – på et kors. Ligesom man gør med lam.
Og han bliver kaldet Guds søn – igen et billede fra hverdagslivet, må vi sige: Gud er som en far – og Jesus hans søn. Det er alle sammen billeder og betegnelser, som vi stadig møder i kirken, i vores salmer – og i virkeligheden også en hel masse andre steder. ”Messias” hedder f.eks. et meget populært, klassisk musikværk, som mange hører i juletiden – og som faktisk handler om Jesus. Og Kristus – det er tit, man bare siger Kristus, når man mener Jesus. Så de gamle betegnelser eller billeder hænger ved.
Og det vil de nok også blive ved med at gøre. Men det skal alligevel ikke forhindre os moderne mennesker i at spørge os selv, om vi så her i vores tid også kunne finde på nogle nye billeder eller betegnelser for Jesus – eller for Gud. Billeder fra vores tid, men som alligevel rummer noget af det, som der altid har været fortalt om Jesus – eller Gud. Der er nogen, der har forsøgt. Der er således en kvindelig teolog fra USA, der for nogle år siden skrev en hel bog med forslag til, hvad hun kaldte nye ”modeller på Gud”.
Nu var det – som nævnt – nye billeder på Gud, hun var ude efter. Men hun var i sine forslag helt bestemt præget af, bat hun tænkte netop Jesus og fortællingerne om ham med. For Jesus er faktisk – det eneste rigtige billede, vi har af Gud. Et af de forslag, hun kom med, var at kalde Gud for en ven. Det er et moderne begreb. Venner i vores forstand af ordet kendte man ikke på Jesus’ tid. Men det gør vi i dag. Venskaber betyder meget. Og ikke mindst for unge som f.eks. vores konfirmander betyder venner rigtig meget. Det er vigtigt med venner. Dem kan man stole på. De står last og brast sammen med en. Støtter en, hvis noget er svært – og andre er imod en.
Venner for livet – det har vi brug for. Det er derfor også et rigtigt godt nutidigt billede på Gud – og på Jesus. Han viste sig jo som en ven for dem, han mødte. Han rakte dem hånden, løftede dem op, hvis de var faldet, var syge eller sultne eller bare helt udenfor.
Det kan godt være, at det er svært for en ung i dag at forstå, hvad meningen er med at kalde Jesus for Guds lam, f.eks. Men hvis vi i stedet kalder Jesus for en ven, så forstår vi måske bedre. Fordi vi ved, hvad en ven er – og hvad et godt venskab betyder. Det kunne være spændende, når konfirmanderne til foråret er færdige med at gå til præst, at de da hver især foreslog et nyt billede på Jesus, som de selv synes giver mening. Vi kunne jo lave en lille konkurrence om det bedste Jesus-billede!
Indtil da vil jeg foreslå, at Jesus er som en ven for os. Jeg synes, at det billede giver god mening – og fortæller en hel masse om, at vi lever et liv, som Gud er fælles med os om. Helt nede på jorden, i alle vores hverdage og i årstidernes skiften.
I alt, der bare er og forandrer sig, kan vi også møde Guds tilstedeværelse.