Prædiken til 1. s. i fasten d. 1. Marts 2009
Jesu fristelse i ørkenen.
”Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser.”
Ordene er sagt så rammende af den engelske dramatiker, Oscar Wilde. For er det ikke det, vi så tit gør, modstår alt, undtagen fristelsen?
Falder for den, falder i den?
Men hvad er det for en fristelse?
--
I dag er det 1. søndag i fasten. I dagens evangelium hører vi om, at Jesus modstår alt, også fristelsen. Netop fristelsen.
--
Kort tid forinden er han blevet døbt. Han er næsten lige steget op af Jordanfloden, da Han af Guds ånd bliver ført ud i ørkenen. Efter 40 dage melder sulten sig og det gør fristeren, Djævelen, også.
Det, vi ved om det onde er, at det skal bekæmpes. Men hvordan kender vi det? Hvordan kunne Jesus vide, at det, som han blev tilbudt, - det skulle han sige nej til?
Hvad var det eller hvem var det, han mødte derude i ensomhedens og forladthedens ørkensand?
Tilsyneladende var det venligheden og imødekommenheden selv, med gode råd om, hvordan Jesus skulle få mad og magt: Gør stenene dér til brød, så du kan få noget at spise, - tilbed mig og jeg vil give dig magt over alle verdens riger og herligheder.
Lyder det tilforladeligt og uskadeligt? Fristeren lyder venlig og hjælpsom, slet ikke som genkendelig rendyrket ondskab. Vil han dog ikke bare hjælpe så konstruktivt som muligt?
Tilsyneladende er det ikke modsætninger, der mødes, det gode overfor det onde.
Tilsyneladende. Men noget er ikke, hvad det giver sig ud for at være.
Fristeren taler til selvfølelsen. Han ved skam godt, hvem der står foran ham: Guds Søn. Og som sådan skal han da være hævet over at lide menneskelig nød. Guds Søn har da uanede, ubegrænsede muligheder. Hvorfor bruger han dem så ikke, hvorfor bruger han ikke magten? Kom nu! Vi kan næsten høre en slanges indladende hvislen...
--
Men Jesus viger ikke fra, hvem han selv er. Han er Søn. Han har fået en opgave fra sin far: at leve som menneske. Det er den forunderlige dobbelthed, der er med Jesus. Mødet i ørkenen er en prøvelse, der skal bringe dét for en dag, som bor i Guds søns hjerte.
For: Vil han bruge sin magt for sin egen skyld, eller vil han være lydig mod sin far og gøre hans vilje? Han vælger det sidste. Han vælger at leve som Guds søn, som menneske og han forsager Djævelen, altså, - viser ham fra sig.
Mærkeligt, at Jesus skulle fristes, kan vi så sige. At han skulle leve et menneskes liv fuldstændigt ligesom vores. Prøves, fristes.
Et liv, der også rummede tvivl, ridser og revner i facaden, et liv med sår – et rigtigt menneskes liv. Vel at mærke uden at han faldt for fristelsen. Fristelsen til at putte sig selv og sit eget i centrum. Fristelsen til at ville være herre i sit eget liv.
Mærkeligt, at Jesus skulle fristes. Hvad skulle det til for?
--
Fra det Gamle Testamente hører vi i dag beretningen om Adam og Eva, om syndefaldet.
Læsningen af syndefaldsberetningen stilles op imod evangeliet om Jesus, der slår til, hvor Adam og Eva fejlede: han siger nej til Den onde. Han forsager virkelig Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Ikke kun i ord, men også i gerning.
Og Adam og Eva? Ja, de ender med at blive vist ud af Edens have, fordi de var ulydige mod Gud og siden har vi levet Øst for Paradis, i en verden der ikke er perfekt, men hvor ondskab findes, og hvor vi dagligt kæmper med det onde – både med de tilbøjeligheder i os selv, der ikke er så fine i kanten, og så med alt det uhyggelige og mørke, som stikker sit grimme fjæs frem i den verden, vi lever i.
Synd har fået mange navne hæftet på sig gennem tiderne, altid påvirket af den herskende moral – og dobbeltmoral. Men mon ikke synd er tidløst hævet over den slags, som dét, der skiller ad. Skiller mennesker ad, skiller Gud og mennesker ad?
”Hvor er det altså kedeligt, at vi hele tiden skal være så gode” bemærkede en konfirmand engang. - Og hvorfor skal vi egentlig være det?
Tænk, hvis vi dog var fri for andre mennesker i vores tankekreds. Hvad ville det ikke spare os for?
Det ville for eksempel spare os for skyldfølelser over for dem, der ikke har så meget, som vi har.
Det ville spare os for ansvar over for de svage. Det ville spare os for alt, hvad der pirker til vores selvbevidsthed, stiller spørgsmålstegn ved, om vi nu har indrettet vores samfund helt så retfærdigt, som det kunne være. Det ville spare os for indbyrdes afhængighed, for fornærmelser, for sårede følelser, for mange spekulationer.
Men det ville også spare os for sammenhængskraft, for glæde over skønhed, for tro, håb og kærlighed, for tillid, nysgerrighed, bevidsthed, forventninger, kreativitet, for gråd og latter.
Kort sagt: det ville spare os for, at noget som helst gjorde en forskel.
Det ville gøre os ligegyldige overfor hinanden. Og nogle gange er vi det også. For vi falder for fristelsen, ligesom Adam og Eva gjorde, fristelsen til at søge de lette, uforpligtende løsninger.
Hvordan skal vi så komme videre? Ja, faktisk er det så, at Gud kommer til os, gør noget for os:
Jesus har muligheden for at vælge alt det besværlige fra, fordi han er Guds søn, hvad Djævelen kun alt for godt ved. Så det er vel ikke de 40 dage i ørkenen, der er prøvelsen. De 40 dage har måske nærmest været til skærpelse, til besindelse på, hvem han selv var. Hvad hans opgave var. Prøvelsen er, hvilket svar han giver.
Jesus ville ikke opgive at leve og dø som et menneske, med alle menneskets begrænsninger. Han ville ikke bæres på hænder gennem livet; han ville blive hos det menneske, der ikke spares for bekymringer, sorger, - og glæder.
Ja, Han er blevet hos os, for at dele ud af alt det, der er til liv for mennesker.
Derfor er hans svar, at han er Guds søn og at han følger Guds vilje.
"Vig bort, Satan" siger han ikke kun til Djævelen i ørkenen, men også til disciplen Peter, da han - i den bedste mening - protesterede imod, at han ville gå vejen til ende. Altså gå i døden. Også her modstår Jesus den sataniske fristelse til at vælge en mere magelig vej.
Han lever og han dør.
Vi kender det liv, vi lever det selv og kan følge ham der. Vi kender ikke opstandelsen, men det er vores håb, at vi får lov til at følge ham der også. Tilbage til det Paradis, som Adam og Eva forlod.
Sådan bliver det et glædeligt budskab, at Jesus modstod fristelsen i ørkenen, modstod fristelsen til at blive en stor helt i folkets øjne. Vi kender alle til at blive fristede af muligheden for at hævde os selv på en andens bekostning. Eller til at sige det, andre gerne vil høre for et øjebliks anerkendelse. Til at lade os underholde og lade populariteten være sandhedens målestok.
Det behøver vi bare at tænde for fjernsynet for at konstatere. Er det sådan, at hvis noget er populært, så er det også pr. automatik rigtigt? Eller vi kan spørge med Niels Hausgaards ord: om de flest´ er de bedst´, - eller bare de flest´?
Populære synspunkter er lette at have, og
det skal da heller ingen hemmelighed være, at det også er kirkens fristelse, for hvorfor skal vi høre på alt det snak om syndefald og indbyrdes afhængighed i vore dage? Er det da ikke håbløst gammeldags og uddateret?
Er vi da ikke selv herrer i vores eget liv? Ja, for at svare på det, kan vi jo spørge os selv, om vi på noget tidspunkt har tænkt som Paulus gjorde for længe siden:
”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Så er vi jo ikke frie. Så er vi fanget i alt det, vi ikke kan gøre om. Dét, der skiller ad.
Men så er det, at Jesus går vores splittelse i møde og giver os en ny frihed.
En frihed, vi har med evangeliet. En frihed, der rummer tilgivelse og nye muligheder.
Fordi Jesus kunne modstå alt. Også fristelsen. Netop fristelsen.
Amen