Prædiken til 1. søndag efter trinitatis i Fredens kirke.
25. maj 2008. Luk 12,13-21.
Man kan roligt sige om den rige mand i den lille historie, Jesus fortalte, at han tager ansvaret for sit eget liv.
Han sørger for at få mest ud af det. Lægger tingene til rette for sig selv og sin lykkelige fremtid så godt som muligt. Det her er virkelig en pensionsopsparing, der vil noget.
Hvad er der så galt?
Det her handler naturligvis ikke om, at det er galt at tage ansvaret for sit eget liv. At investere i det, planlægge, tænke på sin fremtid osv. Det er selvfølgelig alt sammen i sin orden. Og jeg tror bestemt ikke, at Jesus ville stille spørgsmål ved det, da han fortalte sin historie.
Problemet ligger et andet sted.
For vi kommer jo ikke udenom, at med denne historie vil Jesus alligevel advare eller rette et kritisk blik mod noget, som vi mennesker kan finde på at indrette os efter.
Det kan være flere ting eller forhold, men i dag vil jeg prøve at koncentrere mig om noget ganske bestemt, som måske hæfter ved vores moderne liv i dag.
Men det skal ikke afholde mig fra lige i forbifarten at nævne, at på Jesu egen tid havde denne historie i hvert fald også en ganske klar brod af rent økonomisk art.
Datidens samfund var et såkaldt ”lagkage-samfund”. Det vil sige, at der sådan set ikke var nogen udvikling i ressourcer og produktion. ”Lagkagen” var altid lige stor – eller lille.
Og det betød, at hvis nogen tog lige rigeligt for sig af denne ”lagkage”, så blev der så meget desto mindre tilbage til de andre. ”Lagkagen” blev aldrig større, den voksede ikke – som vi i dag bare kan producere mere og mere af en ting.
Og det at tage et for stort stykke af denne ”lagkage” - på andres bekostning - var faktisk på den tid at regne for en slags tyveri.
Derfor kunne Jesus sige: ”Livet handler ikke om hvor mange penge I har – uanset hvor rige I er” – som der står i den nye oversættelse.
Og på den baggrund skal advarslen mod at lægge til side i den grad, som den rige mand her gør, forstås. ”I nat skal du dø,” hedder det i fortællingen, ”og hvem skal så have der du har samlet sammen? Sådan går det dem der kun tænker på at blive rige, men som ikke er det i Guds øjne.”
På i hvert fald globalt plan er det stadig en sandhed, som vi kunne have gjort til prædikenens tema.
Men det er en lidt anden vinkel, jeg i dag vil lægge på historien.
Det der med at tage ansvar for eget liv. Som sagt er der ikke noget galt i det. Tværtimod er det vel en god ting.
Men med den ensidige vægt, man måske i dag er i færd med at lægge på dette med at sørge for sig selv og sit eget og få mest ud af sit eget liv, er der også noget andet på spil.
Det, man kan frygte, er, at det er den eneste mening, man kan finde for sit liv: at der ikke findes anden mening end dig selv. Ingen anden mening med livet end det, du selv får ud af det.
Det handler jo i dag i sjælden grad om at promovere sig selv. Du skal præsentere dig med hele ”din personlighedstype”, dit CV, dine kompetencer, din profil, din karriere og succes osv. osv.
Det, som det handler om i dag, er, at hvert eneste menneske – i hvert fald hvis det vil opnå noget – skal se at få sin egen historie skrevet ind, så man ikke bliver glemt eller overset.
Igen: Der er ikke noget som helst galt i at kæmpe for ikke at blive overset. Selvfølgelig, det skal helst ikke ske for noget menneske. Men man skal i dag helst ase og mase for at komme i rampelyset og blive set og få succes og karriere – og have sin helt egen ”profil” som menneske. Og som man selv har skabt.
Det sidste er problemet.
For problemet er, at et menneske skal finde meningen i det, som det selv skaber.
Der er slet ikke plads til, at noget andet kan ske – og som faktisk sker i den historie, Jesus fortæller.
Der er slet ikke plads til noget overraskende – f. eks. noget glædeligt overraskende. At noget uventet skal indtræffe, og som man ikke selv har planlagt, men som alligevel muntrer op, giver mod. F.eks. mødet med et andet menneske, som man må hengive sig til. Og finde meningen i det, man får.
Hvis man som menneske selv skal skabe meningen med sit liv, ender det nemt med, at man kommer til at føle sig temmelig alene med sit liv. Og også, at man føler, at livet, som det er her og nu, ikke er noget særligt. Kun det liv, vi er i færd med at skabe, kan blive en succes for os.
Der ligger derimod i den historie, Jesus fortalte, og dermed i kristendommen i det hele taget, en åbenhed over for det, livet – og Gud – kan give en. Det, man kan få – så man ikke bare selv skal stable al mening og hele sin ”profil” på benene.
Sin ”profil” som menneske får man faktisk også – ved at se sit liv i Guds øjne. Og ikke kun være henvist til at se på sit liv med egne øjne – eller med andres øjne.
Se på dit liv med Guds øjne – så åbner der sig en verden for dig. Og en fremtid, svanger med mening og håb.
En kendt, amerikansk økonom udtalte for nogle år siden, at det eneste virkelige håb, han havde for verdens og menneskers fremtid, egentlig var at regne med det uforudsigelige. At noget alligevel skal vende til det bedre, på en eller anden måde, så fred og retfærdighed kan brede sig i menneskers liv og verden.
Kristendom er at leve med det uforudsigelige som håbet. At prøve at se på vores liv, både vores eget og vores medmenneskers – og vores hele verden – med Guds øjne.
Hvis man prøver på det, ser det hele anderledes ud.
Så handler din ”profil” som menneske om accept og kærlighed – snarere end om din egen succes eller karriere – eller mangel på samme.
Kristendom er at leve med muligheden af, at Gud kan overraske os – med det, der giver vores liv og hverdag glæde og mening og fremtid.
At det hele ikke afhænger af dine egne bestræbelser på at tage ansvar for egen skæbne og profil og personlighedstype.
Men at i Guds øjne ser det hele anderledes ud.
Der er et menneske ikke alene om det. Der er livet godt nok, som det er – også selv om det kan se anderledes ud. Og der er fremtiden i Guds hænder – uforudsigelig, men mulig.
Jørgen Børglum Larsen