Prædiken til 2. s. i fasten d. 17. febr. 2008
Hvad er tro egentlig for noget?
For et stykke tid siden fik mine konfirmander en medalje udleveret. Sådan én har som bekendt to sider. På forsiden stod der TRO og på bagsiden TVIVL. Det kan være forskelligt fra dag til dag, og fra livssituation til livssituation, hvilken side, vi synes det er mest relevant at vende udad. Men medaljen med de to sider skulle tjene som et udtryk for vores trosforhold – at tro og tvivl er knyttet til hinanden – og at den modsigelse, det tilsyneladende rummer – er en frugtbar modsigelse.
På samme måde med faderens udbrud i evangeliet til dag:
”Jeg tror, hjælp min vantro”. Er det ikke en stor selvmodsigelse? Eller et udsagn, der ophæver sig selv? Nej, det rummer langtfra ingenting.
”Jeg tror, hjælp min vantro”. Den sætning er også et vidnesbyrd om, at livet og vores verden som sådan ikke bare er sort/hvidt. Vi kan slet ikke undgå modsigelserne. De har været der omtrent siden verdens skabelse.
Efter nogle intense dage med hårdt arbejde kigger Gud på sit værk: ”Og Gud så, at det var godt,” står der i skabelsesberetningen.
Men slangen fristede Eva og det gode blev udfordret. Alt det smukke, gode og overvældende ved den jord, som vi er blevet betroet, det ses let gennem forårssolens stråler. Men det ses også, at vi langt fra altid er lige gode til at passe på jorden og passe på hinanden.
En almindelig TV-avis kan være ualmindelig skræmmende med sine beretninger om krige, - og følgerne af dem, - forurening, fjendskab og frygt.
Og så mangler jeg endda at nævne de ting, som vi ikke selv er herrer over: sygdom, naturkatastrofer og død.
Måske er det ikke så sært, at en tv-avis slutter med en eller anden harmløs lille historie, som vi kan more os over og hyggen og troen på fremtiden kan blive geninstalleret i vores hjem.
For vi lever selv midt i en modsigelse:
modsigelsen mellem at Gud satte os på jorden for at leve vores liv og for at forvalte den opgave, som vi er blevet betroet efter bedste evne. At vi skal gøre hvad vi kan, for at bekæmpe destruktive kræfter.
På den anden side står det forhold, at vore forpligtelser overfor livet og hinanden ofte trues af en magtesløshed, der udspringer af, at overfor visse ting i vores liv, oplever vi, at vi intet kan stille op.
Ligesom den fortvivlede far i dagens evangelium. Vi får at vide, at hans dreng var syg, endda på den værste af alle måder: nemlig sådan, at de, der holdt af ham, ikke kunne nå ind til ham med deres kærlighed og omsorg. Han var syg på en måde, så han spredte smittende fortvivlelse omkring sig. Dengang sagde man, at han var besat af en ond ånd, en dæmon. I dag ville vi nok stille en anden diagnose, men tanken om dæmonbesættelse beskriver faktisk noget vigtigt. Når mennesker af indbildte eller reelle grunde ikke kan nås, når de spreder sorg og fortvivlelse omkring sig, så er det, som om der er noget eller nogen, der tager magten fra dem og fra os.
Faderen har gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at få sin søn helbredt. Nu er der kun hans afmagt tilbage og en bøn til disciplene og Jesus om hjælp.
Disciplene kunne ikke hjælpe, men det kunne Jesus. Han helbreder drengen, fortællingen ender lykkeligt.
Og hvad skal vi stille op med det? Der er jo flere beretninger om, at Jesus helbreder syge, men evangeliets gyldighed er vel ikke afhængig af, om og hvor mange mennesker, der blev helbredt?
Er det meningen, at vi med den her fortælling, og alle de andre helbredelsesundere i Det Nye Testamente, kan gå til en sygeseng og sige: ”Nu skal du bare høre, Gud skal nok også gøre dig rask. På betingelse af, at du beder oprigtigt og længe nok.” Eller sagt på en anden måde: ”Du skal selv ville din helbredelse, din sygdom bliver værre, hvis du ikke har livsglæde, sygdommen vil brede sig, hver gang, du græder. Så bare op med humøret, og sæt din vilje ind på at blive rask. Det er din egen skyld, hvis du får det værre, det er din egen fortjeneste, hvis du bliver helbredt.”
Hvis det, som jeg har ridset op her, var historiens pointe, kunne den ikke kaldes evangelium, et godt budskab. Så ville den syge bare få en ekstra belastning lagt på sig, oveni lidelsen.
Men når historien så alligevel er evangelium til i dag, så er det fordi der sker noget mere end bare en solstrålehistorie, der kunne have afsluttet dagens tv-avis.
Det afgørende er faktisk ikke, om drengen eller vi bliver helbredt. Det er selvfølgelig langtfra ligegyldigt. For historien om drengen, hans sygdom og hans helbredelse er et eksempel på troens mirakel. Det er bare ikke hos sønnen, men hos faderen, at det sker.
Han har tappert kæmpet for sit barn, han har vidst, at han skulle holde ud, for mister man først håbet, åbner afgrunden sig under en, og et stort, sort, uendeligt hul, er det eneste, der er tilbage. Mister vi først håbet og længslen, så dør vi. Så har vi ikke mere modstandskraft til at bære tilværelsens modsigelser.
Det lyder derfor brutalt, når Jesus siger til ham: ”Hvis du kan, alt er muligt, for den, der tror.”
Det lyder tilsyneladende som det, alle de andre magikere, dengang og nu, siger, nemlig: ”det er op til dig selv og dine egne kræfter”.
Og faderen kan ikke andet end at falde i det hul, som hans tvivl møjsommeligt har gravet. Den tvivl, som han har brugt kræfter på at skubbe fra sig. Han bliver nødt til at erkende, at hans tro ikke kan redde drengen.
Og han finder meningen der, hvor han ikke ledte efter den, nemlig i modsigelsen.
Og så siger han de selvmodsigende ord: ”Jeg tror, hjælp min vantro”.
Selvmodsigelser behøver ikke at være udtryk for noget negativt. Hvis vi gribes i en selvmodsigelse, kan det ganske vidst afsløre os som hykleriske, men en selvmodsigelse kan også være noget dyrebart, der kan sige os noget mere om livet end færdigsyede meninger og systemer kan. Når sproget på den måde går i stykker, er det fordi, det ikke kan rumme sandheden.
Faderen til den syge dreng indser, at hans tro ikke kan holde ham oppe. Det kan den ikke, fordi han ikke har givet plads til tvivlen.
Tro er i bund og grund tillid. Og vel at mærke ikke selv-tillid, altså tillid til os selv og vores egne evner. Men tillid til Gud. Tillid til, at vi altid kan henvende os til Ham. Tillid til, at Jesus beder for os – og sammen med os.
De mennesker, vi kalder stærke i troen, kender deres egen begrænsning, deres egen tvivl og afmagt. De ved, at de har brug for hjælp. Det er den Gudstro, der beder: ”Jeg tror, - hjælp min vantro.”
Det er jo ikke vores egen tro, vi skal tro på. Det er Gud.
Vi mener, at vi burde kunne det hele selv, - at vi kan det hele selv, styre alting, magte alting, - hvis bare vi er gode nok, hvis bare vi holder trosmedaljen pletfri og blank.
Vi mener, at vi kan gøre os fortjente. Men "Der findes ting, der kun kan drives ud ved bøn," svarer Jesus, da disciplene undrende søger et svar på dette. Der findes ting, vi ikke kan stille andet op med end at lægge dem i Guds hånd.
Gud, der gav os livet at tage vare på og forvalte, men ikke overlod det hele til os selv. Han holder hånden under os, når vi er ved at drukne i fortvivlelse og forvirring over livets vilkår.
Han er der, når vi giver slip på os selv og overlader det til ham at tage vare på det, vi ikke selv kan overskue.
--
For Gud turde at modsige sig selv.
Det gjorde han i den påske, som vi er på vej frem imod: han, som er almægtig, tog afmægtigheden, svagheden på sig. Det gjorde han af kærlighed til os. For at lære vores liv at kende. Og for at give os den gåde, at netop dér, hvor vi giver afkald på magt, netop når vi indser, at vi ikke kan styre vores eget og andres liv, når vi møder modsigelsen, det er dér, livet røres og næres og er. Det er dér er kærligheden og livet størst.
Når det leves i tillid.
Der, hvor vi siger: ”Ja, jeg ved godt, at medaljen har to sider, at jeg lever med modsigelser. Men det er frugtbare modsigelser, og jeg beder Gud om styrke og mod til at kunne række hjerte, hænder og sind frem mod mit medmenneske og mod Gud og sige:”Jeg tror, hjælp min vantro”.
Amen.
MD