Prædiken til seksagesima
søndag d. 27. februar 2011. Mark
4,1-20
Vi kommer helt tæt på naturen i sådan en lille fortælling som nu
Jesus' lignelse om sædemanden. Ja, nogle vil måske hellere sige, at
vi kommer helt tæt på hverdagen. En hverdagssituation, med arbejde
og alt det, som ellers hører hverdagen til. Sædemanden er måske nok
ikke ligefrem taget ud af vores tids hverdag og arbejde. Vi skal
hundrede år tilbage i tiden. Da havde vi også sædemanden i det
danske landskab. Og hvor landmandens arbejde først og fremmest var
ved håndkraft. At korn var noget, man såede ved at sprede det ud i
jorden med sine hænder. Nej, sådan er det ikke længere. Mens Jesus'
fortælling er jo også ældre. Alligevel er den en hverdagsfortælling
- fra en for så vidt svunden tid. Men derfor kan den godt sige
noget om hverdag i det hele taget.
Og - tror jeg - sige noget om naturen og vores forhold
til den. Det er måske der, forskellen mellem sædemandens hverdag og
vores nutidsvirkelighed springer mest i øjnene. I vores forhold til
naturen.
Sædemanden i fortællingen er i hvert fald afhængig af
naturen og dens vilkår, og det ved han af erfaring. Vi i vores tid
prøver måske snarere at glemme denne afhængighed af naturen, at
gøre os fri af den, at beherske naturen teknisk og produktivt.
Sædemanden kunne i forcere sin vækst. Noget faldt blandt tidsler,
noget åd fuglene op osv. Og noget bare 30 eller 60 eller ligefrem
100 fold. Det afhang af naturen.
Hvad det vel for så vidt også gør i dag. Men hvor
vækst alligevel er blevet et mantra i en sådan grad, at vi næsten
gør alt for at forcere den. Vækst er nøgleordet i økonomi og
produktion og i det hele taget udvikling. Alt andet end vækst og
vækst er tilbagegang og fiasko. Vi skal producere mere og mere og
forbruge mere og mere. Og det har vi så travlt med, at vi næsten
ikke har tid til at standse op og spørge, om der findes andre veje
til et bedre liv end mere vækst. Nævner man i stedet bæredygtighed,
ja, så bliver vi måske helt bange for, at det går ud over vores
forbrugsmuligheder og velfærd og i hvert fald velstand.
Som den tidligere teologiprofessor og domprovst Ole Jensen
formulerer det i forbindelse med sin nye bog om klimakrise og
natursyn, så har vi måske gjort vores højt elskede forbrug til en
slags erstatning for de virkelige værdier i vores liv og verden. Vi
vil købe os til lykke og velfærd. Ja, forbruget giver os meningen
med livet.
Og en forudsætning for dette er en stadig stigning i
vækst. Vi skal vokse og vokse i et stadig mere forrygende tempo.
Men - som samme Ole Jensen siger det - hvordan kan vi vokse
uendeligt, hvis vores ressourcer og muligheder som mennesker og
jord er - endelige?
Og det er måske det, som en fortælling som den om sædemanden kan
minde os om. Ikke fordi vi skal tilbage til sædemandens metode, det
er urealistisk og utænkeligt sådan at skrue tiden tilbage. Men vi
kan begynde med at blive mindet om det natursyn, som skjuler sig i
Jesus' fortælling.
Og hvad siger det natursyn så?
Jo, selvfølgelig handler fortællingen også om en
landsmand, som har et stykke arbejde med at så og høste osv. Og
dermed et ansvar for - skal vi kalde det - sin
produktion.
Men er det nu den egentlige pointe i sådan en
fortælling, i sådan en lignelse, som vi plejer at kalde Jesus'
fortællinger?
Nej, der skjuler sig en anden sandhed eller erfaring
eller - om man vil - værdi bag fortællingens handling og
ord.
Den fortæller jo noget om naturen. At noget gror af
sig selv - og til trods for al modstand. At der så at sige er en
egen vækstkraft i naturen - eller en livsvilje, som mennesker ikke
selv er herre over eller kan bemægtige sig.
En del falder på vejen, og fuglene kommer, tidslerne
kvæler andet - jo jo, der er vilkår, som kommer på tværs, det
kender vi godt. Men der er stadig en egen grokraft til stede,
ellers ville jo ingenting heller blive til noget. Ikke engang os
selv. Det er lige så forunderligt, at vi er til, som døden er en
svær og gådefuld og uafvendelig afslutning på det hele. Miraklet
er, at vi overhovedet er til. At noget fødes. Noget gror og vokser
af sig selv. Et barn, en kornmark, et træ.
Jo, det er en fortælling om naturen og et natursyn, som
anerkender, at naturen har sin egen livsvilje og grokraft. Og at
noget også skal have den tid, det skal have, for at gro og blive
til noget. Det er ikke alt, vi skal pace frem i et uendeligt
væksttempo. Noget skal have tid, sin egen tid. For at blive godt og
rigtigt.
Og det er derfor også en fortælling om, at vi
mennesker selv er en del af naturen. Eller af skaberværket, af det,
Gud har skabt, som vi plejer at omtale det i kirken. Vi er ikke
bare herre over naturen, uden for den, vi er selv en del af den, af
det skabte. Ganske vist med skabelsesfortællingen in mente med et
særligt ansvar for naturen. Et særligt ansvar for omsorg for den og
at værne om den. Det må være det, der ligger i
skabelsesfortællingens ord om, at mennesket skal være herre over
den natur, det selv er en del af og derfor også afhængig af.
Ja, nu har jeg talt meget om naturen. Og en og anden sidder
måske og tænker: Jamen, var det nu ikke Gud, han skulle fortælle os
om? Skal prædikenen da ikke først og fremmest handle om
Gud?
Jo, vil jeg svare, det har I helt ret i. Men dertil
vil jeg så føje, at det mener jeg også, at jeg netop har gjort hele
vejen igennem. Jeg brugte måske bare et i denne sammenhæng andet
ord - end Gud. Jeg sagde natur i stedet for. Men mener faktisk det
samme. At vi de steder i denne prædiken, hvor jeg brugte ordet
natur, lige så godt kunne have sagt: Gud.
Og at jeg egentlig mener, det også er sådan,
kristendommen fortæller om naturen - som et billede på
Gud.
At den grokraft og vilje til liv, som vi finder i
naturen, er en fortælling om Guds vilje og kraft til liv. At
barnet, som kommer til verden, og træet, der en forårsdag springer
ud, de første vintergækker i den endnu frosne jord, den første,
spæde fuglestemme en stadig kold morgen - det er alt sammen
fortællingen om Gud. Så forunderligt og uforudsigeligt og
mirakuløst, at vi som svar kun kan bryde ud i lovsang og tak - og i
øvrigt leve livet i denne natur med hinanden, i omsorg og med
respekt for det, der skal gro af sig selv.
Sædemanden er jo historien om den udholdenhedens Gud, der bare
bliver ved og ved med at så og skabe liv og muligheder og
fremtid og håb.
