Prædiken til nytårsdag 2012

GODT NYTÅR
Nytårsprædiken 2012 om bøn
Af sognepræst Jørgen Børglum Larsen

En fortælling om bøn er en oplagt tekst at begynde et nyt år på. Nytåret er på en eller anden grundlæggende måde forbundet med bønnen om en ny begyndelse. Og at den vil bringe noget, der er godt.

Kirkens nytårsgudstjeneste er på en måde vores fælles bøn for det kommende år. Vores fælles håb. En bøn og et håb, ikke kun for os selv, men for hele vores sogn og by og land og verden. Den er sognets bøn for det nye år. Hvilket ansvar, der hviler på os, der er kommet her i Fredens kirke i dag.

Hvad skal vi bede om? Hvad kan vi bede om? Det er ikke altid så enkelt eller let at bede - og slet ikke offentligt.
   Under et studieophold i Chicago i 90'erne blev jeg gode venner med præsten i den kirke, vi kom i. Bernie Brown hedder han - en fremragende prædikant. Han indledte en af sine prædikener med at erkende, at han selv som præst fandt det vanskeligt at bede offentligt. Det er så følsomt. Og også et spørgsmål om smag og behag.
   Nu er det sådan i USA, at præster bliver bedt om at bede ved alle mulige offentlige arrangementer: fodboldkampe, butiksindvielser, hunde-gudstjenester osv. Sådan noget ville han helst holde sig fra, hvis det var muligt. Meget forståeligt.

Men jeg kom til at tænke på hans prædiken i forbindelse med fortællingen om bøn og især Fadervor, som vi har for os i dag på nytårsdag. Her fortæller Jesus i sin bjergprædiken jo noget om bøn, som i hvert fald på den tid stod i modsætning til den almindeligt praktiserede - og offentlige - bøn. For han skildrer kritisk det, som karakteriserede datidens bøn: at den var en social akt, som var overvåget af omverdenen, af andre.
   Over for denne praksis er det, at Jesus taler om at gå ind i sit kammer, lukke døren og bede dér.

Det følsomme ved den offentlige bøn er jo den sociale reaktion: hvad andre mener og tænker. Kan man velsigne et krigsskib, våbnene eller soldaterne før kamp? Kan man bede for en ny forretnings succes på markedet? Det kan man vel næppe, uden at nogen vil spørge: Hvad med fjendens soldater, eller hvad med konkurrenten på butiksstrøget? Jo mere offentlig en bøn bliver, desto mere risikerer den at splitte. Den sociale kontrol vil forlange en vis fællesnævner. Hvilket man bl.a. ser i kravet til den såkaldte kirkebøn, bønnen efter prædikenen, som det står præsten frit at formulere - men som alligevel skal indeholde faste elementer som bøn for gudstjenesten og kirken, fattige, syge - og dronningen.

Bøn er kommunikation, samtale. En måde at tale på. Vi kan jo også bede hinanden om noget. Når vi beder en anden om noget, er det, fordi vi tror, at den anden kan give os det, vi beder om. Den anden rummer en vis magt eller mulighed, som vi kan bruge. Og sådan er det jo også, når det er en usynlig magt - når det er Gud - man beder til. I forventning om at opnå det, man beder om.

Men den bøn, som Jesus' bjergprædiken taler om, er en bøn i fuld frihed fra den sociale kontrol. Det er bønnen i kammeret, fri for offentligheden. Og det betyder, at andre ikke skal bestemme, hvad man beder om - eller kan bede om. En ikke-kontrolleret og fri kommunikation. Faktisk noget i retning af det, den tyske socialfilosof Jürgen Habermas har kaldt herredømmefri kommunikation. Her skal ingen anden instans blande sig. En helt fri samtale. Enhver anden magt er holdt udenfor. Dette er alene en samtale mellem et menneske og en anden.

Da nyligt afdøde Václav Havel, Tjekkiets tidligere præsident, i 90'erne i lange perioder var fængslet for sin modstand mod det daværende styre, følte han sig aldrig alene, selv i enecellen - har han fortalt. Der var altid en anden - min gådefulde partner, som han kaldte denne anden - som han kunne hente råd og støtte og opmuntring og vejledning hos, så han kunne holde ud og komme igennem det alt sammen med håbet i behold.
   Det er den herredømmefri kommunikation. Her kunne magthaverne ikke forhindre deres fange og modstander i at tænke og kommunikere helt frit. Det kan man med sin "gådefulde partner". Det kan man med Gud.

Og jeg finder, at netop Havels "nye" ord for Gud - denne gådefulde partner - er et meget anvendeligt nyt billede af Gud - som partner. Den, der vil være en partner for os i vores liv. Det er noget af det, der skinner igennem i Jesus' egen bøn, Fadervor, lige fra dens første ord: at sige far til Gud. Mere intimt kan det ikke blive. Mere personligt. Og mere frit kan det ikke være.

Bøn er en kommunikation helt fri for andres kontrol og indblanding. Et menneske kan bede om, hvad det vil. Det giver en indre, personlig frihed. Og tillid. For den frie kommunikation eller samtale er udtryk for gensidig tillid.

Her ved nytår kan vi godt ønske os, at en sådan tillidsfuld og fri samtale kan få mere plads, ikke bare i vores bøn og gudstjeneste, men også ude i vores samfund og sociale liv. At den frie og tillidsfulde kommunikation, som vi kan finde i vores bøn og gudstjeneste, også må præge den måde, både vi selv og vores myndigheder og alverdens ledere optræder og handler på.
   Alene vores udtryk "Godt nytår!" er en bøn om dette. Og en skjult henvendelse også til den Gud, som ville være vores partner i det forgange år - og vil være det også i det kommende. At vi må lægge også året og tiden i Guds hænder og omsorg.
   Godt nytår!