Prædiken til Nytårsaften 2010
Om døre
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn:
Jesus siger om sig selv: Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig,
skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde
græsgange.
Om ganske få timer skal vi åbne døren ind til et nyt år - hvad mon
det gemmer på? Hvad mon det møder os med og hvordan vil vi gå det i
møde?
--
For 40 år siden kom en ung indisk kvinde her til Danmark,
nærmere bestemt til en lille by på Djursland i Jylland. Tilbage i
sit hjemland havde hun mødt en ung dansk mand, der var udsendt som
ulandsfrivillig - de forelskede sig og giftede sig - og rejste til
Danmark for at bygge en tilværelse op sammen. Den smukke pige var
et spændende og eksotisk indslag i hverdagen i den lille by, hvor
alle gik rundt og lignede hinanden - og den lokale avis, Randers
Amtsavis, bad om et interview. Kvinden blev bedt om at fortælle
lidt om sit første møde med alt det nye, og nu, mange år efter at
jeg læste artiklen første gang, kan jeg stadig huske en sætning,
jeg hæftede mig ved: "Danskerne har mange lukkede
døre".
Med det mente hun, at vi var lidt svære at komme ind på livet af,
noget reserverede og tilbageholdende med os selv - men det var ikke
ensbetydende med at der ikke gemte sig noget godt derinde bag
dørene. Det tog bare tid at blive lukket ind.
--
Det er som sagt en del år siden, - om danskerne som sådan har
ændret karakter og er blevet mere åbne, vil jeg ikke gøre mig klog
på, det har I sikkert også selv en mening om - men alligevel er det
dér med døre ganske fascinerende. I overført og i konkret
betydning. Hvem lukker op og hvem lukker i? Hvad får os til at
lukke op eller lukke i?
--
Vi har ganske usædvanlig mange døre her i Fredens kirke. En 21 - 22
stykker, har minikonfirmanderne talt sig frem til - og som regel
undersøger de med stor spontanitet og nysgerrighed, hvad der gemmer
sig bag ved hver enkelt af dem. Det er noget, børn er gode til, at
åbne døre. Som voksen er det nemmere at blive lidt mere
tilbageholdende med at åbne døre, når vi ikke helt ved, hvad der
gemmer sig bag dem. Eller, vi tror, vi ved, hvad der gemmer sig bag
dem. Måske er det også fordi, at lukkede døre kan tage modet fra
én. Det har vel noget med forventninger at gøre: hvad forventer vi
at finde, - er det noget godt eller noget skidt? Eller tør vi bare
ikke lade os overraske?
Det er også nogle tanker, det er nærliggende at gøre sig, nu hvor
vi snart tager hul på et nyt år og tager afsked med det gamle. Så
holder vi status og gør os tanker om nyt og gammelt. Om hvilke
forsætter, vi vil have. Om hvilke døre vi kunne tænke os at åbne i
det nye år - og hvilke, vi gerne vil lukke bag os. Og så er der jo
også dem, vi gerne så, blev ved med at stå på klem.
--
En gruppe børn blev bedt om at lave et billede af deres yndlingsdør
- og der blev produceret billeder, der også gemte en historie: En
dreng fortalte om sit billede: "Denne her dør er min yndlingsdør,
fordi bag den bor min mormor og morfar, som jeg holder så meget
af." Og en pige sagde: "Denne her er min favorit, fordi det er her
jeg bor med min familie, og det er den dør, jeg glæder mig til at
komme hjem til hver dag, fordi bag ved den venter der leg og
hygge."
--
En dør kan være slidt og frønnet eller ny og strålende, - det er
knapt så vigtigt, det er kun overflade. Det vigtige er, hvad vi
forbinder med den og hvad den giver os adgang til.
--
Evangeliet til i dag er vel nok det korteste, der hører til vores
to tekstrækker. Men det betyder ikke, at det har mindre at sige til
os. Tværtimod.
Det fortæller os om ham, der et sted i Johannesevangeliet siger om
sig selv: "Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive
frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange."
Her er altså virkelig en dør, der kan noget. Det er en ganske
særlig dør, der ikke har sin lige nogen steder. Og den har et navn:
Jesus. Det betyder: Gud frelser. Ordet "frelse" kommer af
"fri-halse". I gamle dage bar slaverne kæder om halsen, for at de
ikke skulle stikke af, de var lænket sammen. Men skulle det ske, at
man blev købt fri, så blev man en fri-hals, man fik kæden taget af
halsen og var et frit menneske, der kunne bevæge sig frit og gå
hvorhen man ville.
--
I julen har vi hørt om, at en frelser blev født os, én, der kan
sætte os fri.
Selvom vi ikke ligefrem har kæder om halsen, så er der alligevel
ting, der binder os, også i dag, og gør os u-frie.
Når vi i almindelighed taler om frihed, handler det meget om at
være frie til at gøre hvad vi vil og har lyst til. Gå hvorhen vi
vil, købe det vi synes vi mangler, stemme på den vi mener, har
fortjent vores tillid, uden at nogen blander sig i det.
Det kan da for øvrigt være en overvejelse værd, om frihed er
frihed, hvis den er betinget af, at vi altid kan gøre lige præcis
det, vi vil og har lyst til. Er vi så ikke bare blevet slaver af
dét?
--
Når vi taler om den kristne frihed, så er den noget særligt.
Her kommer det ikke an på købekraft eller bevægelsesfrihed, men en
frihed, vi har inde i hovedet, men som har indflydelse på resten af
os. For det handler om den dør, der åbner sig for os, når vi hører
evangeliet og bliver døbt til at høre til hos ham, der får navnet
Jesus.
Han er en dør ind til Guds virkelighed, hvor vi modtages og
oprejses i kærlighed. Det er på grund af det, han gør for os, at vi
får den frihed. Både uden at have tjent eller sparet op til den,
men også uden at have gjort os fortjent til den. Det kan vi slet
ikke, så omsiggribende er den.
Apostlen Paulus fortæller os om det særlige, det betyder: der er
ikke forskel på os, vi er alle lige for Gud. Lige umulige og
samtidig lige fulde af muligheder.
Det giver en særlig frihed, at være elsket som den, du er. At være
tilgivet meget, men også samtidig meget betroet.
Det ligger i Jesu ord:
"Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han
skal gå ind og gå ud og finde græsgange."
Det giver vel en vis ydmyghed men også frimodighed at turde tro på,
at der er noget, der står fast. Uanset de krav vi møder i vores
hverdag om at være omstillingsparate og fleksible og hvad det nu
ellers hedder. Styrken og modet til at overkomme livet skal komme
et sted fra, og kristendommen er ikke i tvivl om hvorfra.
--
I vores tilværelse møder vi masser af døre. Nogle vi holder af, og
nogle vi frygter for. Nogle bliver smækket i for næsen af os. Nogle
bliver smækket op på vid gab. Andre står på klem, og taler til os
om muligheder og overraskelser af den gode slags.
--
Inden vi tager hul på 2011 kan vi gøre os vore tanker om hvilke
døre vi har mødt i 2010 og hvilke vi kan komme til at stå foran i
det nye år. Men den vigtigste er den, der har ført os ind i Guds
virkelighed. Han får et navn i dag og vi får navn af at tilhøre
ham, der siger:
"Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han
skal gå ind og gå ud og finde græsgange."
Må året 2011 byde os græsgange og næring og døre, der står på klem
til muligheder og overraskelser af den gode slags.
Gud til ære og vor næste til gavn.
Godt nytår, alle sammen.
