 |
 |
 |
Prædiken til friluftsgudstjeneste Fredens kirke d. 14. sept. 2011 Hvorfor har vi en kirke? Af Mette Dolberg Måske undrede I jer over, hvorfor jeg stod og læste for jer om pinsen. For pinse, det er jo en højtid, vi fejrer på et helt andet tidspunkt af året, om foråret, et stykke tid efter påske, - ikke her i efterårets blæst og regn. Men det var helt med vilje. Pinsedagen handler om,hvorforvi har en kirke, og det er dét, det skal handle om i dag.Hvader en kirke egentlig? Hvad er den lavet af? Ja, det er nemt nok at svare på, for det er jo sådan en stor bygning af mursten, med plads til en masse mennesker, og plads til Bibel, døbefont, alter, prædikestol og orgel. Men de allerførste kristne, de havde ingen kirker. De mødtes hos hinanden og holdt gudstjenester i deres egne huse - og spiste sammen. Og alligevel kan man sige, at de på en måde var en kirke. For ordet betyder "Herrens forsamling" - altså nogen, der er samlede for at høre om Gud og Guds søn, om alt det Jesus sagde og gjorde - og hvordan det har noget med os at gøre. Derfor er en kirke ikke kun lavet af mursten, men også lavet af "levende sten" af mennesker, der er samlet for at høre om Gud. I det stykke af Bibelen, jeg har læst for jer, er situationen den, at disciplene har gået og savnet Jesus. Han er jo vendt tilbage til sin far i himlen - og hvad skal hans tilhængere så stille op? De har nok været lidt i tvivl om, hvad de skulle stille op med det hele: Hele den fantastiske historie, om den lille dreng, der blev født i Bethlehem og voksede op og blev kendt som Guds søn. Ham, der kunne helbrede de syge og fortælle lignelser med noget at tænke over. Men også ham, som døde på et kors og som 3 dage senere blev levende igen. Alt det har de troet og tvivlet om, og måske ikke helt vidst, hvad de skulle stille op. Og så bliver det pinsedag. Det er en fantastisk dramatisk beretning om, hvordan Guds gode ånd kommer ned over disciplene, fylder dem med energi, gør dem helt vildt tændte på at gå ud i hele verden og fortælle evangeliet - for der sker et sprogunder: alle kan forstå, hvad hinanden siger, uanset hvor de kommer fra. Sådan begynder det kristne evangelium sin rejse ud i verden: Der var nogle, der slet ikke kunne tie stille, med alt det, de havde set og hørt og fået fortalt, men baremåttesige det videre, for det var og er et godt budskab. Men det var slet ikke ufarligt at være kristen. Ja, det kunne være direkte livsfarligt. For romerne, der havde magten brød sig ikke om de kristne og synes de var en trussel mod deres magt. En af dem, der forfulgte de kristne, han var jøde, og han hed Saulus. Han var meget ihærdig. Indtil en dag, hvor han var på vej til Damaskus(...)Så sker der noget, der vender op og ned på hele Saulus' verden og måde at tænke på. Han får et syn eller en åbenbaring, eller hvad vi nu skal kalde det. I hvert fald, pludselig er Jesus der, og han siger: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" - det virker så stærkt på Saul, at han i stedet for at forfølge de kristne bliver en af dem. Og meget flittig og berømt under sit nye navn, Paulus. Han har skrevet mange af teksterne i Det Nye Testamente og han satte sit liv ind på at forkynde evangeliet og bringe Guds ord videre. Derfor har vi enkirke, både bygningen og forsamlingen, fordi Guds ord vil ud til mennesker og vi finder steder, hvor vi samles for at høre dem. På den første pinsedag gav Guds gode ånd livskraft og mod og energi til mennesker. Og det bliver den ved med. Vi kalder den også for Helligånden eller Trøstermanden og Talsmanden og den er Guds godenærværhos os. Som vil trøste os og give os nye kræfter og mod til at leve. -- Det er en anden og rigtig god grund til at høre om, hvad der skete dengang i Jerusalem. For i pinsen bliver vi mindet om, at det er enlevendeGud vi har. Det forsøgte jeg at forklare et hold konfirmander for et stykke tid siden. Jeg fortalte dem, hvad jeg lige har læst op for jer fra Apostlenes Gerninger, om, hvad der skete med disciplene på den særlige dag i Jerusalem. Og for at give dem et billede at forholde sig til, så sagde jeg til dem, at det med Ånden var lidt ligesom blæsten. Blæsten i sig selv kan vi ikke se, men vi kan sevirkningerne. Vi kan se, at bladene bevæger sig på træerne og at møllevingerne drejer rundt. På samme måde kan vi ikke se Ånden, men vi kan se, hvad den gør: den giver liv og glæde og den fornyer livet. Efter mine udfoldelser var der én der rakte hånden op og sagde:"Det kan simpelthen ikke passe. For der sker da ikke noget nu om dage, der har med Gud at gøre!" "Sker der ikke noget nu om dage, der har med Gud at gøre", spurgte jeg - "Jo, vi skal da snart konfirmeres" lød det så fra en af de andre. Nåh ja. Der sker stadigvæk noget, der har med Gud at gøre. Når vi er kirke sammen, sker der masser. Og rundt omkring i menneskehjerter sker der masser, der har med Gud at gøre. For Gud har det med at blande sig i vores liv. Det er godt at blive mindet om, at det er enlevendeGud, vi har. Ikke en, der bare var engang for længe siden og nu står og samler støv i et hjørne. Nej, det er en levende Gud med en levende og livgivende ånd, der stadig virkerpåogimennesker. Det er godt at være samlede om noget, som er større end os selv og som vi samtidig er en del af. Derfor holder vi gudstjeneste og derfor er vi kirke sammen. Amen. |
|
||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||
