Prædiken til 1.søndag i advent
Fredens kirke d. 27. nov. 2011
Af Mette Dolberg
Det, vi frygter og det, vi håber
I dag er det et nyt år! Et nådeår fra Herren, som Jesus kalder
det. Det er første søndag i advent og et nyt kirkeår tager sin
begyndelse.
--
I onsdags havde jeg den store fornøjelse at høre digteren Søren
Ulrik Thomsen fortælle om sit forfatterskab og læse op af sine
digte.
Et godt digt og en god digter kan med ganske få ord åbne en hel ny
verden op. Han blev spurgt, hvordan han vidste, om et digt var
færdigt? Nogle gange kunne der gå mange år imellem, at de første
udkast blev skrevet og så den dag, hvor han endelig kunne se på det
og sige: jo, nu er det færdigt. Han havde en idé om, hvordan det
skulle være, for at være rigtigt, eller færdigt. Førend der på
papiret var et udtryk, et koncentrat af tanker og stemninger og
overvejelser. En af hans digtsamlinger hedder: "Det værste og det
bedste" og handler vel dybest set om det, vi frygter og det, vi
håber. Det, der ængster os og det vi glæder os over.
Han fortalte, hvordan han til at begynde med, havde besluttet sig
for, at der skulle være ligevægt mellem digtene. Der skulle være
lige så mange, der handlede om det værste, som om det bedste. Men
det ville ikke lykkes. Uanset hvordan han vendte og drejede sine
ord og anstrengelser, blev der ved med at være ét digt mere om det
bedste.
Der var 10 om det værste, men 11 om det bedste. Et digt mere om det
bedste.
Jeg kom til at tænke på, hvor meget håb der er i at lade det stå
som overskrift. Ikke bare over en digtsamling eller et
forfatterskab, men over et helt liv. Der er et digt mere om det
bedste.
--
I Nazarets synagoge læser Jesus profeten Esajas' ord om ham, der
skal udråbe et nådeår fra Herren. Og han siger, at det er i dag, at
det nådeår er kommet. Ikke bare det "i dag", der var dengang for
mange år siden, men i dag, 27. nov. 2011.
Guds tid er kommet. Og det er håbets tid.
--
Fremtiden er åben, sådan i princippet. Ingen af os ved, hvad der
skal ske i morgen. Det kan være, at alt er det samme i morgen, men
vi ved det ikke. Det kan både vække uro og trøst.
Der er en dobbelthed i, at fremtiden er åben. Det er både det
værste og det bedste. Det er både det, vi frygter og det, vi
håber.
"Det værste er, at alting stadig kan ske" skriver digteren Søren
Ulrik Thomsen. Men når du bladrer om til den næste side i
digtsamlingen, står der: "Det bedste er, at alting stadig kan
ske."
Fremtiden er åben. Guds tid er kommet. Og det er håbets tid.
--
Først er folkene i synagogen i Nazareth helt med på, hvad det er,
Jesus siger. De kender Esajas' profetier og de venter på ham, der
skal få dem til at gå i opfyldelse. Men de bliver vrede, da det går
op for dem, at Jesus ikke vil være et instrument for deres
vilje:
"Vi har hørt, om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme
her i din hjemby!" De kunne også have sagt: hvor er det spændende,
og hvor er det god reklame for Nazaret! Vis os, hvad du kan!
Men et nådeår for Herren er ikke et lokalt cirkusnummer. Håbet kan
og skal ikke begrænses - det skal videre ud i verden. Og bæres
videre frem i tiden.
Nu har det nået os.
--
Adventstiden er tid til eftertanke. Hvad håber du på, hvad drømmer
du om? Hvilke håb nærer du for andre og hvad gør andres håb ved
dig?
I sin bog, "Vidunderbarn", beskriver den norske forfatter, Roy
Jacobsen, hvad håb og forventninger kan gøre ved og for
mennesker.
Drengen Finn lever alene sammen med sin mor. Faderen er død, men
det viser sig at Finn har en halvsøster, Linda. Lindas mor er
narkoman og derfor flytter Linda ind i lejligheden hos den lille
familie. Der følger en brugsanvisning med: "Husk at give Linda sin
smertestillende medicin, 3 gange dagligt, for hun har et dårligt
knæ", skriver den biologiske mor.
Der er noget med Linda, de kan bare ikke rigtig finde ud af hvad.
Er hun som andre børn, eller hvad er det liige med hende? Hun kan
godt virke lidt sløv og langsom i optrækket, og hun siger ikke så
meget.
Da hun kommer til lægen, viser det sig, at knæet intet fejler.
Medicinen har bare været hendes mors måde at dæmpe hende, så hun
ikke skulle være i vejen og alt for energisk. 5 år gammel må hun
afvænnes, gøres fri af pillerne - og så vågner hun op!
Men Finn og hans mor reagerer vidt forskelligt. Han insisterer på
hendes evner og lærer hende at læse og skrive. Moderen er bange for
at blive skuffet, ja ikke mindst bange for at Linda selv skal blive
skuffet, og insisterer på, at pigen starter i skolens hjælpeklasse.
"Men hun kan godt" råber Finn. "Jeg ved det, jeg har selv lært
hende det!"
--
Bogen "Vidunderbarn" fortæller om, at håb kan smitte. Det betyder
noget, om vi tør håbe for andre. Tro på, at der er mere, end vi kan
se med det blotte øje.
Det betyder noget, at Gud giver os del i sit håb: Guds tid er
kommet, siger evangeliet til os i dag.
At få del i det håb er at få del i noget større. Hvor tit kommer vi
ikke til kort med vore egne evner? Hvordan skal vi forvalte det
værste og det bedste? Det, vi håber, og det, vi frygter - Og vores
tanker om begge dele?
At fremtiden er åben, kan ikke bare være til glæde, men også en
anfægtelse, der lokker kontrol-trangen frem i os: den må
planlægges, den må styres, der må lægges en plan. Gerne en
10-årsplan, mindst.
Vi har vores drømme og håb. Vi har ansvar for os selv og hinanden.
Ja, men livet er større end de drømme, vi måtte have lige nu.
Større end den tid, vi så gerne vil styre og planlægge og
kontrollere. Fremtiden er åben.
Nu er Guds tid kommet. Nådeåret fra Herren. Gud åbner en helt ny
verden op for os. Det nådige er dét, vi ikke kan sige os selv. Det
nådige ved den tid, der kommer, er netop, at det ikke er op til
vores forestillingsevne, med de begrænsninger, den har, at styre
fremtiden.
Det værste kan så let blive, når vi mener, at vi kan og skal klare
alting selv. Eller når vi vil dirigere rundt med Gud. Så slår vi os
på vores egen uformåen. Det er der ingen trøst i.
Det bedste er, når der er en anden, der går med os. Én, der
både håber og tror for os og sammen med os.
Det er nu. Guds tid er kommet. Guds rige er brudt ind i
verden.
På en måde er det lidt ligesom at være en Linda, der har en
storebror, der tror på hende og hendes evner.
Og så er det alligevel så meget mere. For Gud ser både det, du kan
og det du ikke kan, og han tror stadig på dig. Giver dig del i
håbet. Håbet kommer af noget, der er sket:
Tiden er Guds, fordi han selv går ind i den. Han kender den og
mærker den på sin egen krop. Det lille barn, som vi venter på skal
blive født juleaften. Det lille barn vokser sig jo stort og voksent
og trodser alverdens modstand og farer, ja, endda døden, døden på
et kors, for at give os del i et liv og en verden, der langt
overgår, hvad vi kan forestille os.
Fordi Gud er større, er håbet også større: det kan rumme dig og
mig, når vi er mest håb-løse, og det har magt til at sætte fanger
fri, gøre blinde seende og sætte undertrykte i frihed.
Håbet sætter sig ud over tid og sted, fordi det er en del af Guds
rige. Det rige er brudt ind i vores verden nu og er til stede for
os midt i verden. Engang skal det fuldendes helt.
Engang. I mellemtiden håber vi og tænder det første lys i
adventskransen. Vi tager hul på Guds løfterige fremtid, hvor der
altid er et digt mere om det bedste.
Glædeligt nyt år!
Amen.
