Høstgudstjeneste 2011

Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er !

Prædiken til høstgudstjeneste til d. 4. sep. 2011

af Mette Dolberg

I dag fejrer vi høstgudstjeneste i taknemmelighed over det gode, der blev os til del. Alt det, vi har fået forærende. Paulus er inde på lidt af det samme i sit første brev til korinterne, som jeg læste en bid af fra alteret.
"Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er" siger Paulus.

Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Det handler om noget, vi har fået forærende. En identitet, der er vores, når blændværk og forfængelighed er gennemskuet og gjort til intet. Så er der, trods alt, no'ed tilbage. Nemlig dét, som Gud har valgt at give os.
Evangeliet til i dag handler om det, vi har at prale ad. Hvis vi altså har noget i det hele taget?
En tolder og en farisæer er gået op til Guds tempel for at bede. Den ene, farisæeren, stiller sig op og beder, så alle kan se ham og beundre og anerkende hans fromhed. Den anden, tolderen, er en ydmyg mand, der stiller sig hen i en krog af ren beskedenhed.
Farisæeren takker Gud i sin bøn, for at han ikke ligner andre mennesker. Han er så glad og lettet over, at han ikke ligner alle dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig, som man skal. Eller alle dem, der ikke har så meget succes som ham, og derfor ikke kan give en tiendedel af deres løn til templet. Han er altså vældig tilfreds med sig selv. På moderne dansk ville vi nok kalde ham "selvfed" - som han nu står der og ser overbærende hen på tolderen.
På Jesu tid var en tolder nærmest udstødt af sit folk, anset for at være landsforræder, fordi tolderne var med til at samle penge ind til besættelsesmagten, til romerne.
Og denne her tolder er godt klar over, at der ikke er noget særligt at prale af. Måske har det ikke kun noget med hans arbejde at gøre. Han er helt anderledes end farisæeren. Hvor farisæeren kigger op og er veltilfreds med sig selv, så tør tolderen slet ikke løfte sit blik. Han er så fortvivlet, at han slår sig for brystet og beder Gud om, om Han ikke nok vil prøve at glemme, at tolderen er et så håbløst utilstrækkeligt og u-perfekt menneske, der ikke kan gøre noget godt nok.
Umiddelbart, så lander min sympati hos tolderen. Umiddelbart er det ham, jeg synes bedst om. Han står ikke og gør et stort nummer ud af sig selv. Han svømmer ikke hen i sin egen godhed og fortræffelighed, ligesom farisæeren gør.
Farisæeren, sådan et uudholdeligt pralehoved, der tror, han er en hel masse mere end alle andre. Tror, at han er meget bedre end alle andre.
Så er det, der er nærliggende at tænke: "Godt, jeg ikke ligner ham"!
Og så i sit stille sinde tænke videre: "Jeg tror mere, jeg ligner tolderen. For jeg er da egentlig et meget sympatisk menneske, der ikke soler mig i min egen selvtilfredshed..."
Men hov, hvad var det liiige, der skete der? Var det ikke lige samme tanke, som farisæeren havde: "Godt, jeg ikke ligner den håbløse tolder."
Dér røg glorien - og man er afsløret som en værre selvtilfreds én, der benytter lejligheden til at pege fingre.
Vi afslører os selv.
Visesangeren Niels Hausgaard siger meget rammende om sig selv: "Jeg er et meget beskedent menneske. Ja, jeg er nok det mest beskedne menneske i verden."
Vi afslører os selv: Den her lignelse, den har en cirkulær bevægelse i sig. På en måde slutter den aldrig. Vi bliver aldrig færdige med den. For den vil blive ved med at ramme os.
At være beskeden og ydmyg er altså slet ikke nemt.
For begge dele kan lynhurtigt blive til det modsatte. Det er lidt ligesom et magisk forsvindingsnummer: "Ih, hvor jeg opførte mig eksemplarisk, hvor er jeg altså beskeden og ydmyg." Og i det øjeblik, det er tænkt, er vi det altså ikke længere.
Både tolder og farisæer bidrager til at fortælle om, hvordan vi er indrettet. De kan være irriterende begge to. Den ene på grund af hans selvhævdelse og den anden, fordi man måske får den tanke, at han spiller lidt på at være stakkels.
Nu kan vi jo spørge, hvad vi så skal med al den ydmyghed og beskedenhed, som bliver prist i dagens evangelium. Hvordan kan vi tage det med os ind i det liv vi lever i dag, hvor vi ikke ligefrem møder krav om at være ydmyge og beskedne, men snarere det modsatte?
Jesus fortæller, at det var tolderen, der gik hjem som retfærdig, ikke den beundrede og ansete farisæer. Og han slutter med at sige: "For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."
Men det er noget mærkeligt noget med den ydmyghed. I samme øjeblik, den bliver fremhævet, så har den det med at forsvinde. Det kan da godt være, at tolderen virkelig var et ægte, ydmygt menneske, men her bliver han altså ophøjet til rollemodel for os, og hvad bliver ydmygheden så af ?  Forsvinder den så ikke?
Hvordan skal vi i det hele taget forstå denne lignelse?
Skal vi gå rundt og være undskyldninger for os selv?
Mon Paulus, der jo tidligere i dag har forsikret os om sin egen uværdighed og ringhed, gik rundt med hovedet under armen og puttede sig? Nej, det tror jeg ikke, han gjorde, for så ville han ikke have skrevet og rejst og forkyndt så meget, som han rent faktisk gjorde. Men han har taget noget til sig: han har indset, at han ikke selv er noget at prale af, eller har noget at prale af. Alt, hvad han har og er, er det, som Gud har givet ham: Han roser sig kun af Kristus. Ikke af sig selv.
For, som han siger: "Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er" - og han tilføjer noget: "og hans nåde imod mig har ikke været forgæves."
Et ydmygt menneske kan have masser af selvværd. Og det selvværd behøver ikke at stamme fra, at man selv synes, man er verdensmester. At være ydmyg er nemlig at være klar over sin egen begrænsning. Det handler vel om proportioner og perspektiv.
Det bliver vi gjort opmærksom på i dag.
Jesus peger på forholdet mellem Gud og os.
Der er forskel på Gud og mennesker. Vi skylder ham alt, for han har skabt os. Overfor hinanden kan vi mennesker lide at konkurrere, at være ambitiøse og vise med stolthed, hvad vi kan.
Men det giver os ikke nogen forrang overfor Gud.
Vi er jo skabt. I Hans billede. Ligesom den næste, det medmenneske, der sidder, står eller går ved siden af dig. Derfor siger det vigtigste bud i Bibelen, det dobbelte kærlighedsbud, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte og vores næste som os selv. For læg mærke til: Jesus taler om at ydmyge sig selv. Ikke andre. Den farisæiske del af os vil til enhver tid mene, at vi har god ret til at pege fingre ad andre og bryste os af vores egne bedrifter. Tolder-delen ved derimod, at overfor Gud er vi alle lige. Derfor sætter tolderen alt sit håb til Ham, ikke til sig selv. Han ved, at vi er lige håbløse til at vise ydmyghed, lige hungrende efter kærlighed og tilgivelse.
Og lige dér, hvor vi står med ingenting, og siger sammen med tolderen: "Gud, vær mig synder nådig" - Lige dér kommer Gud os i møde med no'ed, eller rettere sagt, med nåden.
For når nu ydmygheden er så svær at have med at gøre, og når nu vi ikke kan overtale Gud til at gøre os retfærdige i kraft af vores egen indsats, - så står der det fantastiske tilbage, at Han gør noget for os.
Og netop dette no'ed, er udtryk for nåden: det at få at vide, at jeg er elsket, at jeg hører til, at Gud er med hver levet dag. Fordi han vil sit menneske.
Så er vi da sat frie, men også gjort myndige i vores nye og for-nyede liv. Som mennesker, der er blevet tilgivet og elsket ufattelig meget.  Derfor er vi også blevet meget betroet: vi er i hinandens varetægt - og dét ansvar kalder på en vis ydmyghed og eftertanke.  Selv har vi ikke noget at prale ad, men vi kan prale af, hvad Gud har gjort for os.
Paulus' ord minder os om alt det, vi har fået med evangeliet, og hvad det sætter i gang:
"Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er - og hans nåde imod mig har ikke været forgæves".
Amen.