Prædiken til fastelavns
søndag d. 6. marts 2011. Matt
3,13-17
Jeg har for tiden et postkort stående på mit skrivebord. Det er
fra Paris og består af et lidt ældre foto inde fra en togkupé. En
kvinde ligger henslængt på den ene bænk i en kupé, mens hat og
frakke er lagt på bænken overfor. Sådan set ikke noget særligt,
selv om man da nok kan spekulere over, hvorfor hun nu ligger sådan.
Træt eller hvad?
Nej, det er kupéens vindue, der er det særlige på
dette fotografi. Et stort vindue, som man kan kigge ud ad. Og hvad
ser man så bag dette vindue? Hele Paris - ja, næsten i hvert fald.
Seinen, den store katedral Notre Dame, blinkende
aftenlys.
Det er lidt underligt, for toget kører vel ikke
ligefrem på floden? Men sådan ser det ud. Det er det særlige ved
dette fotografi. Nærmest et andet parisermotiv eller postkort er
således "klistret ind" i kupéens vindue. Kirken og nattehimlen over
byernes by. To billeder i ét. En lukket kupé og - ja, en åben
himmel og en stor by under himlen ude bag vinduet.
Mine øjne faldt på postkortet og dets særlige dobbelt-motiv,
mens jeg læste på dagens evangeliefortælling om Jesus' dåb i
Jordanflodens vand.
En fortælling om sådan set en hverdagssituation ude
ved Jordanfloden, hvor Johannes med tilnavnet Døberen stod og tog
imod og siden døbte folk, som kom ud til ham med deres skavanker og
bristede drømme og ømme længsler. Folk, der kom til ham med deres
afmagt og fattigdom og sygdomme og kiks og fejl. Og denne store
længsel efter at lave om på det hele. At få lavet om på det hele.
At kunne begynde forfra.
De kom for at angre, ændre, eller fordi de drømte om,
at noget kunne blive ændret til det bedre. Et almindeligt
hverdagsliv på den tid.
Og så er det, at Jesus fra Nazaret også kommer derud
og så at sige stiller sig op i køen af mennesker med fejl og fald
og afmægtighed - og for at blive døbt af Johannes. Døbt til anger
og nye tider, døbt til håb og at kunne starte på en frisk.
Ja, Jesus i køen af alle de almindelige og afmægtige mennesker.
Det er det billede, Mattæusevangeliets fortælling sådan set starter
med at vise os. Og sådan en kø kender vi jo godt, fra
supermarkedernes kasser og p-pladser eller motorveje i myldretiden.
Hvordan er det at stå i kø? Er det ikke som at føle sig som bare én
ud af tusinder, bare helt almindelig, helt nede på jorden, ikke
noget særligt, bare en, der venter, ligesom alle de
andre.
Det var i sådan en slags kø, Jesus stillede sig, for
der kom almindeligvis mange ud til Johannes. Der var brug for sådan
et sted, hvor man kunne angre og føle, at man fik en ny chance og
nye muligheder. Midt i sin hverdag.
Det var en dåb, som vi ikke skal tænke på linje med den dåb, vi
har i kirken i dag. Johannes' dåb var en dåb til anger, bod og
bedring. For mennesker, der trængte til at komme af med noget,
lægge noget fra sig og få en slags ny begyndelse. Hvad den så
ellers kom til at gå ud på. Det var således en dåb, der egentlig
bekræftede de folk, der kom og blev døbt af Johannes, i, at de bare
var mennesker. Med fejl og skavanker, illusioner og
længsler.
Den dåb, vi holder i dag i kirken, er noget andet.
Egentlig vil den det modsatte: løfte op, fortælle om værdighed og
værdi og kærlighed. Den kristne dåb minder ikke kun et menneske om
dets afmagt, at det altså kun er menneske. Nej, den kristne dåb
fortæller os, at et menneske også må se på sig selv - og de andre -
som et Guds barn. Som noget særligt - midt i alt det almindelige og
meget menneskelige ved vores liv.
Men Jesus stiller sig altså op i køen til den menneskelige dåb i
Jordanfloden. Den dåb, hvor man virkelig får at vide, at man bare
er et menneske. Det er derfor, Johannes først vægrer sig ved også
at døbe Jesus. Det burde være omvendt, siger Johannes. Du skulle
døbe mig, siger han, for jeg er jo kun et menneske. Mens det er
noget andet med dig.
Ja, men det er det altså ikke helt fra begyndelsen af.
Jesus i køen af de afmægtige mennesker. Det er virkelig
fortsættelsen af historien om ham, der blev født i stalden, fordi
der ikke var plads andre steder på denne jord.
Men da Jesus først var døbt og blevet så meget menneske, som han
kunne, skete der endelig noget andet. Himlen åbnede sig over ham,
som det fortælles.
Og det er her, jeg igen vil vende tilbage til mit
lille postkort fra Paris. Billedet inde fra en togkupé - og med det
forunderlige kig ud ad vinduet og ind over Paris, med nattehimlen,
Seinen og Notre Dame. Der er ligesom to billeder i ét. Eller der er
to verdener. Den inde i kupéen, med den trætte og hvilende kvinde.
Og den udenfor, bag togvinduet, og hvor himlen virkelig er
åben.
Ja, mit postkort bliver således en illustration, som
fortæller om, hvordan himlen kan åbne sig.
Åbne sig og vise en anden verden, et andet billede.
Et med udsigt, åbent og med himmel over og mange tændte lys.
Sådan åbner himlen sig over den døbte Jesus. Han er nok
menneske, helt og holdent og ligesom andre mennesker, der kom ud
til Johannes ved Jordan. Men han viser også en anden verden, et
andet billede, en åben himmel. Det er det, der fortælles med
stemmen oppe fra den åbne himmel - Guds stemme: "Han er min elskede
søn: Det er ham, jeg har valgt."
Og sådan er det med ham, sådan er det med Jesus fra
Nazaret. Han viser os en anden verden. Han viser os et andet
billede end det, vi måske ellers lige ser. Han viser os en åben
himmel - dvs. åbne situationer, nye muligheder. Guds muligheder. Og
at det er med dem, vi kan begynde igen, forfra og på
ny.
Der er en, der har skrevet, at de, der tror, er dem,
der kan se åbne situationer. Kan se, at alt ikke bare er lukket
land. Lukket kupé, for nu at blive i mit postkort-billede. Mørkt
vindue, uden udsigt. Sådan kan vi jo godt somme tider synes, at det
er i livets "tog".
Men med fortællingen om mennesket Jesus som Guds
elskede og udvalgte søn får vi en mulighed for at se noget andet.
Et andet billede, en anden udsigt, en anden verden - eller nye,
åbne situationer.
Med ham bliver det altså muligt at tro. At se åbne
situationer - ligesom åbne himle over alting.
Med fortællingen om ham bliver det muligt at høre Guds stemme
over vores liv og verden, over vores afmagt og over vores drømme og
længsler og håb:
Du er mit elskede barn. Det er dig,
jeg har valgt.
