5. søndag efter påske d. 9. maj 2010

Prædiken til 5. søndag efter påske i Fredens kirke.  9. maj 2010.

Johs 17,1-11. 

Det er noget af det mest intime og personlige i et menneskes liv, vi bliver vidner til i det stykke af evangeliefortællingen, som hører til dagen i dag. Sjældent kommer vi så tæt på et andet menneske som her i Johannesevangeliets fremstilling af det, som tit bliver kaldt Jesus' ypperstepræstelige bøn. Det er en bøn. Den er placeret i forbindelse med Jesus' såkaldte afskedstaler. Det er en bøn i afskedens time, kunne man også sige. En slags sidste ord. En slags testamente.  

Vi er helt tæt på. Dette er meget intimt. Et menneske taler ud af sit inderste.    En bøn er altid noget meget intimt. Det er ligesom med en kærlighedserklæring. Måske endda næsten mere intim. Der er et slægtskab mellem at bede og at sige "Jeg elsker dig" til den, man virkelig har valgt. Det er helt intimt. Den første kærlighedserklæring er som regel hvisket til den anden i et lukket rum, i en lille verden, som to har skabt for hinanden. Hvad enten det så er ude i naturen, på en romantisk skovtur, eller det er i en sen nattetime i et hus eller en lejlighed. Men en dag får de to lyst og behov for at erklære deres kærlighed til hinanden højt og helligt, mens venner og familie hører på - og måske endda en myndighedsperson, hvis de gifter sig. Og måske Gud skal lytte med - hvis det er i kirken, det foregår. 

Det er på samme måde med en bøn. Egentlig begynder den i det helt intime og private. I mørket, før man skal sove. I enrum et eller andet sted. Et behov for at henvende sig, kommunikere - med en anden, måske en usynlig partner. Et ønske om nærvær, om at føle og erfare sådan et nærvær, midt i alting, og måske samtidig med, at man egentlig også er imellem andre. Og dog kan en bøn også have sit offentlige rum. Det er kirken og dens gudstjeneste. Her beder vi offentligt. Måske i kor. Måske bare i vores stille indre, mens en præst siger ordene. Eller de står i en salme, vi synger. Bønnen i kirken er offentliggørelsen af og fællesskabet omkring noget af det ellers mest intime og nærværende i et menneskes liv.   

Jeg har før fra denne prædikestol omtalt de erfaringer, som den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Havel gjorde sig, mens han tidligere sad i sin enecelle som systemets fange under det gamle regime. Han fortæller om det i sine "Breve til Olga", hans daværende kone. Han føler sig aldrig helt alene i isolationscellen. Der er altid også en anden, synes han. Han taler med denne anden - usynlige - rådfører sig, henter styrke og opmuntring. Han kalder det selv for sin "gådefulde partner". Og han er ikke helt klar over, om det mon nu også er den samme som den Gud, kristendommen fortæller om. Den gådefulde partner - i denne intime og meget nærværende samtale, som bar ham igennem.  Den er i hvert fald ikke grundlæggende forskellig fra Jesus' sidste bøn. Også den er en samtale om nærvær og fællesskab og om ikke at være alene - og om det, der kan bære igennem.

Bøn er altid samtale. Først og fremmest samtale. Kommunikation, en henvendelse, et brud på ensomhed og forladthed.    Johannesevangeliets gengivelse af Jesus' sidste bøn er helt præcis i tråd med det, der ellers fortælles om Jesus og hans liv og handlinger - ikke mindst i de andre evangelier. Johannesevangeliet samler det hele i intense og poetiske ord. Men bare begyndelsen på teksten i dag: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader…" Det svarer til, hvad der fortælles i forbindelse med flere af hans helbredelser og undere: at han hele tiden har denne intense og intime kontakt med himlen - eller med Gud og det, der er større end alt andet.

Denne intime, personlige og på mange måder sikkert meget almenmenneskelige erfaring af at kunne føle nærvær i en samtale med en usynlig og gådefuld partner har i den kristne fortælling om Jesus fra Nazaret fundet sit historiske og unikke udgangspunkt og dynamo. I ham er dette nærvær og denne intimitet, dette fællesskab, i forhold til Gud som vores partner her i vores eksistens, kommet historisk og tidsligt og særdeles kødeligt til udtryk. Alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem.

Sådan etableres fællesskabet mellem mennesker tværs hen over grænsen til det usynlige og det, der er større end os. Nærværet med den, der er større end os og over os og uden for os - men hele tiden alligevel med os, så vi ikke skal føle os alene i dette liv. Dette intime nærvær er muliggjort i ham, Jesus fra Nazaret - det er det, der er pointen hos Johannesevangeliet.   

I Pascal Merciers roman "Nattog til Lissabon" er gengivet en tale, der på én gang fortæller om det egentlig uundværlige i det, som talen om Gud og kirken står for - og på samme tid er lige så kritisk og afstandtagende til det samme, og som jo også er en del af vores moderne tid og arv.

Religionskritikeren i denne bog fortæller bl.a. følgende: "Jeg elsker bedende mennesker. Jeg har brug for synet af dem. Jeg har brug for dem som en modvægt mod overfladiskheden og tankeløshedens snigende gift. Jeg vil læse Bibelens magtfulde ord. Jeg har brug for den uhåndgribelige styrke i deres poesi. Jeg har brug for dem som en modvægt mod sprogets slaphed og parolernes diktatur. En verden uden alt dette ville være en verden, hvor jeg ikke gad leve." 

Det er en anden og væsentlig del af bønnen som samtale. Den er intim og personlig og skaber nærvær. Men den er altså også udtryk for en alvor og seriøsitet i forhold til tilværelsen. Et værn mod alt for megen overfladiskhed og tankeløshed. Et værn mod slaphed og paroler. Et poetisk sprog, som løfter os ud over den overfladiske og letkøbte og ualvorlige omgang med vores liv og fremtid.    

Det er denne uhåndgribelige styrke i den intime samtale med Gud, der er lukket op for i kristendommen.