4. søndag efter påske 2. maj 2010

Prædiken til 4. søndag efter påske i Thurø og Fredens kirker.  2. maj 2010.

Johs 8,28-36.

Sandheden skal gøre jer frie. Men hvad skal vi forstå ved sandhed?    

Umiddelbart er vi nok tilbøjelige til at tænke på sandhed som en slags teori. Og teorien er så noget, som man skal forsøge at omsætte i praksis. Man kan have en - synes man - god teori - og så skal man se at praktisere den.  Alligevel hører vi somme tider nogle sige: "Det kan være rigtig nok i teorien, det, du dér siger - men i praksis lader det sig bare ikke udføre."    

Men kan man virkelig tænke sig en god og rigtig teori, som kan være forkert i praksis? Hvis man mener sådan - at en teori kan være god nok, men bare ikke dur i praksis - så skyldes det snarere, at man slet ikke ønsker en anden praksis. Man ønsker at blive ved det, man kender og er vant til - og noget nyt forekommer farligt eller udfordrende.  Men sandheden, hvad skal vi forstå ved den? Jeg tror, det er den navnkundige, tidligere forstander på Askov Højskole, Knud Hansen, der engang udtalte: "Sandhed er en replik i tiden." Det kunne få det til at lyde, som om sandheden er noget omskifteligt - noget, der skifter med tiderne. Og måske også dermed, at der kan være flere sandheder. At sandhed er noget relativt.  Det er jo også moderne at hævde, at der er ikke kun én sandhed. Der er flere sandheder. Og de kan sådan set være lige gode. 

Jeg tror ikke, det var det, Knud Hansen mente. Ham forstår jeg sådan, at sandheden også er noget konkret - som Bertolt Brecht kunne formulere det - og at det, der er sandheden hele tiden skal "oversættes" til nutidssprog. Sandheden skal kunne gribes i hver ny tid. Og forstås ind i enhver ny tidsalder eller situation. Det er faktisk det, vi har prædikenen til. Den er i gudstjenesten et bud på, hvordan sandheden kan opfattes og forstås og tolkes lige her og nu. Men som ét bud blandt flere. Den enkelte præst må komme med sit bud, sin tolkning. Den kan være sand nok - men er sådan set ikke mere sand end det, som en anden præst på samme tid siger i en anden kirke.

Til gengæld skulle det gerne være sådan, at den aktuelle tolkning af, hvad sandheden siger og går ud på, netop er en tolkning og ikke et forsøg på at fremkomme med en endelig og absolut løsning. Det kan vi ikke. Det kan eller skal ingen præst - eller for den sags skyld anden kristen. Vi kan kun komme med vores eget bud på eller tolkning af den sandhed, som ligger under eller over alt det, vi kan sige eller forstå eller mene.    Det er måske den sandhed, der skal gøre os frie. Eller friheden består i, at vi hver især må tage det ansvar på os, at vi tænker efter, hvad sandheden nu betyder for os her og nu og i denne tid. Vi har friheden til at tolke, til at forstå og formulere os om det her. Det er den kristne frihed. Det er det modsatte af fundamentalisme, hvor man er bundet til én bestemt forståelse eller tolkning. Og det er ikke mindst noget, der ligger i forlængelse af det, som er blevet kaldt det protestantiske princip: at man også i det religiøse bruger sin sunde fornuft og kritiske sans til at tolke, hvad der er sandheden i kristendommen.

Det er den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich, der har formuleret dette med det protestantiske princip. Han var en af forrige århundredes største teologer. Det er også i nogle af Paul Tillichs prædikener, at jeg har fundet inspirationen til denne prædiken.  Et sted gør han opmærksom på, at meningen med det græske ord, som Johannesevangeliet anvender om sandhed er: at åbenbare det skjulte. For sandheden er i virkeligheden skjult, og vi må finde den. Der er ingen af os, der i os selv sidder inde med sandheden. Sandheden ligger ikke på overfladen af vores tilværelse og verden. Den ligger derfor heller ikke i de hurtige og letkøbte meninger og teorier, ikke i det glamourøse og det, der hele tiden er spot og medier på. Sandheden er ikke facade. Nej, siger Tillich, sandheden ligger i dybet, neden under overfladen. Vores overflade er det, der hele tiden forandrer sig og bevæger sig. Dybet, derimod, er evigt og sikkert. Og det er derfra, sandheden skal søges og komme, fordi ingen af os selv sidder inde med den.  

Sandheden ligger i det dybe. I tilværelsens grund, vil Tillich også sige, og hvormed han finder sit helt eget udtryk for, at den findes hos Gud. Og kun dér. Det er den sandhed, der frigør, som Jesus kan fortælle sine tilhørere. 

Men skal vi prøve at nå ind til, hvad sandhed så er for noget i kristendommen, så er det vigtigt at få fat i, at sandheden nok ligger i dybet, men i kristendommen ses som noget, der er knyttet til en bestemt tid og et bestemt sted og en bestemt person. Sandheden er nok skjult, et mysterium - men den er alligevel åbenbaret, den er vist i - en bestemt person på en bestemt tid. Og det vil helt konkret sige: I Jesus fra Nazaret omkring vores tidsregnings begyndelse. Dér, hos ham, kan sandheden findes. Han er det eneste, sande billede, vi har af Gud - og dermed af dybet og det grundlæggende i vores tilværelse.    Sådan kan vi altså også sige, at sandheden er en replik i tiden. Jesus er sandhedens "replik i tiden". Den sandhed, der viste sig på en bestemt tid og et bestemt sted. Hans historie er en fortælling om det frigørende. I ham er der hele tiden befrielse - fra ondskabens greb om mennesket, i form af sygdom eller sult eller udstødelse. Han helbreder - hvilket betyder: han frigør fra det ondes greb. For kristendommen er sandheden hele tiden noget, der foregår. En bevægelse væk fra bundetheden til det, der gør eller er ondt.

Man kan også sige, at sandheden er dér, hvor der er befrielse. Hvor de frigørende kræfter i vores menneskeliv kommer til og hjælper os ud af tvang og bundethed - og ud af modløshed og afmagt.    Hverdagens befriende handlinger er derfor et udtryk for sandheden - forstået som en fortsættelse af de helbredende og frigørende handlinger, som Jesus udførte. Kristendom vil gøre mennesker frie. Derfor er det sådan, at der i alt det, der er virkelig befriende for mennesker, sker et gennembrud af det evige, af Gud, midt i et øjeblik af vores tid.    Sandheden skal gøre jer frie, fortalte Jesus. Det er ikke en teori eller mening, vi selv kan stable på benene. Det er der, hvor vi befries for alt det, der binder og tvinger og hæmmer. Det er et gennembrud af det evige, af dybet under og over vores tilværelse. Det er Guds måde at befri på allerede her og nu - og som et tegn på det evige.