PINSE: VINGER PÅ HJERNEN

Af Jørgen Børglum Larsen 

Pinse er i kirkeåret festen for Helligånden, der er sendt til verden som Guds nærvær mellem mennesker. Et usynligt nærvær, men et nærvær, der alligevel kan erfares og sanses.

Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson her i en af sine romaner et lille replikskifte, som også kan være en slags tolkning af, hvordan vi må forstå det med pinse og Helligånden. To drenge i 60’ernes Reykjavik taler sammen. Den ene siger: ”Ole har du lagt mærke til hvor små hoveder duerne har. Tror du ikke de har nogen hjerne?” Og hvortil Ole svarer: ”Nej de har vinger. Hvorfor skulle de have en hjerne?” Den første dreng fortsætter: ”Mener du det er bedre at have vinger end hjerne?” Hvorefter Ole slutter det lille replikskifte af: ”Jeg tror det bedste må være at have vinger på hjernen.”

I kirken er duen et billede på det usynlige nærvær af Gud, som er Helligånden. I mange kirker finder vi duen, f. eks. under lydhimlen over prædikestolen. Duen skal her fortælle, at Gud er nærværende i sit ord. Men vinger på hjernen!

Det er en fortælling om, at i kristendommen er der både hjerne og vinger. Både fornuft og ånd. Det er et billede på, at alt ikke er sagt om et menneskeliv og dets værdi, hvis man bare holder sig til fornuftsmæssige, økonomiske eller tekniske, beregninger. Der er noget ”mere” at sige. Der er ”vinger på hjernen”. Der er også Guds nærvær, som giver dette menneskeliv en særlig og uantastelig værdi. Og som giver et menneske et håb ud over enhver tænkelig fornuft.