Om at undres
af Mette Dolberg
Der står en solsikke hjemme i min have, og det undrer mig. 3 år
i træk har jeg forsøgt mig med at så solsikker, uden held. I år
undlod jeg at prøve - og så dukkede denne her op - den har sået sig
selv! Den er 3 meter høj, har blomstret flittigt hele sommeren og
gør det stadig.
Det er sikkert en fugl, der har tabt en kerne - jeg kan lide at
tænke på, at min flotte solsikke bogstaveligt talt er dumpet ned
fra himlen, det er da forunderligt.
Det er en tanke værd, alt det, der er dumpet ned fra himlen, uden
at vi har skullet bringe det til veje.
Der er nogle verselinjer, som vi altid synger med
minikonfirmanderne, inden vi spiser sammen, de lyder:
Alle gode gaver, der kommer ovenned,
så tak da Gud, ja pris dog Gud, for al Hans kærlighed.
De linjer er omkvædet på den salme, der hedder: "Vi pløjed' og vi
så'de", en rigtig høstsalme. Og ja, vi ved godt, at planter skal
passes og vandes, at der skal arbejdes og gøres en indsats fra
vores side, for at høsten kan komme i hus. For at vi kan få
udbytte, ikke blot af haven eller marken, men også af livet som
sådan.
Men tænker vi Gud med i vores tanker, og tror Hans ord, ja, så ved
vi også i vores hjerter, at den vi i sidste ende må takke for det
hele, det er Gud.
--
Næste gang, du kommer forbi en solsikke, så kig nærmere på den.
Kernerne danner et ganske særligt mønster, der er bestemt af det,
der hedder Fibonaccis talrække. Den starter med tallene 1-1-2 og de
næste tal findes ved at lægge de to foregående tal sammen. Det er
lige ud af landevejen:
1 plus 1 er to, og 1 plus 2 er tre, og 2 plus 3 er fem osv.
Men sikken et resultat:
Kernerne i solsikken danner et mønster af spiral-arme - et mønster
som findes i hver eneste solsikke i verden.
Og tæller man, hvor mange kerner, der er i hver af spiralarmene, så
vil tallet altid være et tal, som kan findes i Fibonaccis
talrække.
Spiralarmene strækker sig henholdsvis til højre og til venstre -
og tæller man kernerne i to nabo-arme - ja, så er tallene på
kernerne også to nabotal i Fibonacci-talrækken.
Og tænk - hvis man samler en grankogle op i skoven, så gælder
præcis det samme for den. Den følger samme regelmæssighed som
solsikkens kerner. Ja, selv et blomkåls mønster består af
Fibonacci-tal.
Og sådan er det mange steder i naturen.
Når naturen laver mønstre, udspringer de af Fibonaccis
talrække.
Nu kan man så sige, at alt det jo bare er ren natur. Og ja, det
er det.
Men det er også forunderlig natur! For mig er det mere end natur!
For mig er det her mønster og dets regelmæssighed et fingerpeg om,
at Gud er på færde.
At alting ikke er opstået ved en tilfældighed, men at der findes en
opfinder, en skaber, som har lagt regelmæssighed og mønstre og
skønhed ned i hver eneste grankogle og i hver eneste solsikke og i
hvert eneste blomkål.
--
Vi må undres, synes jeg. Undres over alle Guds opfindelser.
Jeg tror, at det er livsafgørende vigtigt for os mennesker, at
vi ind imellem, og helst temmelig tit, standser op og giver os tid
til at undres. For det er, idet vi undrer os, at vi kan få øje på
livets storhed. Det store i det små. Det er når vi undres, at vi
får øje på solsikkers og edderkoppespindenes mønstre og solens
glimt i morgenduggen.
Det er i vores undren, at vi får øjnene op for rigdommen i Guds
skaberværk.
Vi kan så let komme til at tage livet for givet. Så alting er natur
og selvfølgelighed og biologi.
Men i det at undres ligger der en øjenåbner ind til livets givethed
- ind til det at se livet som gave og foræring og som under. Der er
så meget, der kan drukne i rutiner og travlhed. Giv dig tid til at
falde i forundring. Over solsikker og grankogler og blomkål, blandt
andet.
