NYT GODT ÅR!
Af Jørgen Børglum Larsen
Tegneserien "Radiserne" kørte i mange år i aviser og på TV med
deres altid dybsindige tanker og spørgsmål og overvejelser - i
barnehøjde og med humor. Deres tegner Charles M. Schulz (1922-2000)
var selv optaget af livets store spørgsmål, og det er ikke nogen
hemmelighed, at hans eget forhold til det kristne evangelium har
været en stor inspirationskilde også for tegneseriestriberne. Man
kan finde meget evangelium i "Radiserne".
Men også nytårstanker!
Jeg husker en af striberne, hvor Søren Brun og Thomas - som vi
også møder på den lille stribe over disse ord - er ude med
plakater, og hvor der på den ene står "GODT" og på den anden "NYT"
og på den tredje plakat "ÅR". Nu kommer de bare til, bevidst eller
ubevidst at bytte om på rækkefølgen af disse plakater. I stedet
kommer de til at fortælle følgende budskab: "NYT GODT ÅR".
Så lyder det pludselig ganske anderledes. Alene tanken om et
nyt, godt år! Med få ord - og streger - bliver der vendt op og ned
på en kliché og noget, vi måske bare sådan siger til hinanden:
"Godt nytår!"
At et år både kan være nyt - og godt - det er det udfordrende og
det, som "Radiserne" lægger op til.
Det er vel også det, som er den kristne fortællings
nytårsbudskab til mennesker: at vi må gå et nyt år og fremtiden i
møde med et håb om, at det gode - og den gode Gud - også vil
befinde sig dér.
Godt nytår !