Af Jørgen Børglum Larsen

Illustration: Figur af Niels Helledie

Den svenske forfatter Göran Tunström fortæller selv om tilblivelsen af sin prisbelønnede roman Juleoratoriet.

Han ville skrive om sorg. Han havde selv tidligt været ude for den. Han vidste, at han delte sin erfaring med mange. Kunne der måske også findes en positiv energi at udvinde af arbejdet med sorgen?

Det var i Katmandu, Nepal, han fik idéen. Nogle svenske ulandarbejdere var dér, under ufattelige arbejdsvilkår, i gang med en indstudering af Bachs Juleoratorium. Og det slog ham: Dér, i en udsultet verden, holdt mennesker modet oppe ved at øve sig på Bachs jubelsange. Disse sange til fødslen, til livet trods alt, til fremtiden.

Er sorgen til, så er eller har glæden også været til.

Han ville skrive en bog om sangen til fødslen: Juleoratoriet.

Zakarias, præst ved Jerusalems tempel, havde også haft en sorgerfaring. Han og Elisabeth var gamle og havde aldrig fået børn. I datidens verden ikke bare en sorg, men en vanære.

Så var det, at han i templet fik besøg af en engel: at parret deres alder til trods skulle få den søn, de havde bedt om. Men Zakarias troede ikke, det var muligt. Det er jo naturstridigt. Derfor blev han stum. Når man ikke kan tro, bliver man stum. Der er ikke noget at sige, når det er svært eller stort. Man kan hverken synge jubelsange eller sørgesange.

Naturstridigt eller ikke: Zakarias og Elisabeth fik drengen, der skulle hedde Johannes. Først da ophørte Zakarias' stumhed. Nu var der syn for sagn. Det første, han sagde, var at synge: Lovet være Herren - solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.

Zakarias' sang til fødslen.

Efter stumheden og manglen på ord kom sangen. Denne sang til livet, glæden, fremtiden. En sang for en ny begyndelse. Den sang skal bryde og afløse mørkets tavshed.

Sådan er kristendom: En sang til en ny begyndelse. En sang til fødslen, livet, fremtiden. Ikke bare Johannes' fødsel. Men julens fødsel: Barnet i Betlehem.

Sangen, der bryder gennem mørket og det, vi ikke kan finde ord for.

Juleoratoriet nede i Katmandus udsugede og udsigtsløse fattigdom. Jubelsangen i afmagten.

Siden har kristendommen ikke mindst været udtrykt i sang, i salmer, i poesi, i oratorier og kantater til Guds ære.

Fødselsbilledet står i kristendommen som et bærende symbol på en ny begyndelse. Johannesevangeliet fortæller om, hvordan kvinden erfarer, hvor svær fødslen er, men når hun har født, husker hun ikke mere besværet af glæde over, at et nyt menneske er født. Sådan skal sorg vendes til glæde. Afmagt til en ny begyndelse.

Her i advents mørke synger vi for den nye begyndelse, der skal komme. At tro og håbe er at leve i den forventning, at man kan synge om det, der skal komme, før det er her. Ligesom musvitten, den lille fugl, der synger i timen før solopgang, i forventning om den.

Man kan tage afsæt i mørket, i vinterkulden, i sorgen eller mismodet og afmagten, og synge til fødslen, til livet. Til noget andet, til det, der skal komme. Synge for det, der er muligt.

I sangen begynder man på det, man håber på, længes efter. Den skaber et nærvær midt i et fravær. Et menneske flyver pludselig højt op over alle fortrædelighederne og alt det umulige.

Zakarias, den gamle præst, der egentlig stod ved vejs ende, kan man sige, flyttes derhen, hvor alt begynder forfra og igen er muligt.

Hans sang vidner om, at dette er noget, der er muligt.