 |
 |
 |
LÆRKEN Af sognepræst Jørgen Børglum Larsen Vi forbinder forår med fugle. Solsorten, der øver sig på sin sang måske allerede lidt for tidligt i forhold til det egentlige forårs komme. Men som et varsel om, hvad der er på vej. Og så er der lærken. Vi hører den ikke i Svendborg, det er ikke nogen byfugl, men de åbne vidders vedholdende sanger. Jeg forbinder forår med lærken, når jeg f.eks. en martsdag traver en tur langs marker eller ved kysten. Men inden for de seneste tre årtier er det desværre gået ned ad bakke for sanglærken. Bestanden er blevet mere end halveret. Der er i dag længere mellem de kvidrende lærker i forårsluften. Lærken er endnu ikke nogen sjælden fugl, men andre arter er allerede forsvundet helt. Der er næppe tvivl om, at det skyldes vores forhold til naturen. En fortsat satsning på vækst og udnyttelse af den skabte natur, som om vi er herrer over det alt sammen. Vi satser på vækst i en uendelighed. Men som dr. theol. Ole Jensen fortæller i anledning af hans nye bog "På kant med klodens klima", om behovet for et helt nyt natursyn: "Vi kan ikke vokse uendeligt på endelig plads". Væksten lever ikke mindst af vores stadig øgede forbrug, der - som Ole Jensen gør opmærksom på - nærmest er ved at blive en slags erstatning for de virkelige værdier hos os. Der er også forår i nogle af kirkens tekster i det tidlige forår. Det er f.eks. den kendte fortælling om sædemanden, der sår sit korn, og noget går til spilde, mens andet til sidst giver en god høst. Det er en fortælling om det, der gror. Hentet i en for længst svunden tid, selvfølgelig - men stadig en påmindelse om, at det, der gror, også skal have den tid, det tager at gro. At vækst ikke bare skal paces frem. At forbrug ingen ende skal tage. Vi kan stadig nå at lade os inspirere af det natursyn, som gemmer sig i sådan en fortælling om det, der gror. At det, der gror og lever, har en værdi i sig selv. Det bærer ikke bare forår i sig. Det bærer Gud i sig. Det er en fortælling om skabelse og håb. Vi skal ikke vokse på naturens og klimaets bekostning. Vi er selv en del af det, Gud lader gro og leve. |
|
||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||
