 |
 |
 |
FARVESTRÅLENDE GAVER. Af Mette Dolberg Efteråret er en årstid, der har en dobbelthed i sig. På denene side rummer det den gyldne, farvestrålende frugtbarhed og overflod, som vi oplever, når korn, frugter og bærhøstes. På den anden side er der forfaldet i al herligheden,mørkets tiltagen og vemodigheden, der sniger sig ind på én. En varm septemberdag i strålende sol er fantastisk - men nattens og morgenens kulde minder os om, at det ikke er sommer mere. Sensommer og efterår er høsttid. Landmændene har travlt. Høstmaskinerne summer om ørene på os og næseborene registrerer en ændring i luften til det køligere og hvad jeg bedst kan beskrive som en kornfuld fugtighed. Høsttid er en særlig tid - også for os, der bor i byen. Gangen fra jord til bord er ikke så tydelig, når vi køber ind i supermarkedet. Måske er det derfor, at det er blevet så eftertragtet at have en have. En køkkenhave, hvor vi kan høste vores egne radiser. Se, hvor tingene kommer fra. Uanset hvor vi handler eller henter vores fødevarer, så er vi jo stadig afhængige af, at jorden giver sine gaver, som vi så kan leve af. Derfor er høsten en tid til taknemmelighed. Tak for mad. Der var engang en dreng, der, efter han havde spist, vendte sig mod sin mor og sagde: "Mange tak for mad". Hans mor svarede: "Det er ikke mig, du skal takke; jeg har bare tilberedt maden." "Hvem skal jeg så takke," spurgte drengen sig selv. Han sad og tænkte over spørgsmålet og gik da resolut hen til købmanden og sagde: "Tak for det dejlige brød, jeg fik til frokost." "Du skal ikke kun takke mig. Jeg sælger jo bare brødet - jeg bager det ikke", sagde købmanden. Drengen gik derefter til bageren og sagde: "Jeg takker dig for det skønne brød, du bager." Bageren kiggede på drengen og smilede: "Godt nok bager jeg brødet, men det gode brød skyldes den gode mel. Og mel får jeg fra mølleren, som maler det." "Jamen, så vil jeg gå hen og takke mølleren", sagde drengen og vendte sig om for at gå. "Men mølleren maler kun melet", sagde bageren. "Det er bonden, som høster kornet, der gør melet godt". Drengen gik da af sted mod bondens gård. Ude på marken fik han øje på bonden. "Jeg takker dig for det brød, jeg spiser hver dag", sagde drengen. Men bonden svarede: "Tak ikke mig. Jeg har kun sået sæden, passet marken og høstet kornet. Det er solen og regnen og den rige jord, som gør kornet så godt." Drengen kiggede forvirret på bonden: "Hvem kan jeg så takke?" spurgte han og følte sig efterhånden både træt og sulten efter dagens mange gåture. Bonden sagde: "Tag med hjem til mig og spis sammen med min familie, så skal du nok få det bedre." Drengen fulgte efter bonden og trådte indenfor i det lille hus. Da drengen havde sat sig til bords sammen med bonden og hans familie, tog alle et stykke brød i hånden og sagde: "Alles øjne er vendt mod dig, og du mætter dem. Du åbner din hånd og stiller alt levendes sult". Den jødiske fortælling, som er gengivet ovenfor, er en fortælling om taknemmelighed. En taknemmelighed overfor Gud, der lader gro og vokse. For selvom vi har købt ind for vore egne penge og selv har tilberedt et måltid, så er vi stadigvæk afhængige. Forbundne med de andre, der har med vores mad at gøre, dem, der høster, bearbejder og producerer. Ja, selvom vi måske selv har plantet og sået, er vi forbundne med og afhængige af, at Gud giver os del i sine gaver: jorden, regnen og solen. Væksten. For de fleste her i landet er det en selvfølge at kunne sætte mad på bordet. Men det er det jo ikke for så mange andre rundt om i verden. At noget i bund og grund ikke er en selvfølge, kan så en tanke i os. En tanke om taknemmelighed. Herre, din jord giver mad nok til alle. Tak for den del, du vil vi skal ha'. Lær os at dække et langt bord i verden, som alle kan rejse sig mætte fra. Med ønsket om et efterår i taknemmelighed og glæde. |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
