Allehelgen

ALLEHELGEN

Refleksioner af Jørgen Børglum Larsen

Der er et digt, som jeg tager frem her om efteråret, gerne ind under alle helgen. Det hedder "Efterår" og er skrevet af den tyske lyriker Rainer Maria Rilke. Det lyder sådan:

"Bladene falder, hvirvles langt omkring, som visnede i Himlens fjerne Haver; de falder, vægrende, med store Sving.

Om Natten falder jorden, tung og stum, fra Stjærnerne til Ensomhedens Rum. Vi falder alle. Denne Haand vil falde. Se på de andre, se: det er i alle.

Dog er der Én, og altings Falden ender uendeligt forsigtigt i Hans Hænder."

Et efterårsdigt om løvfaldet, men altså også om altings falden, om livets vilkår og det ubønhørlige over livet. Og som er det, efteråret minder os om, hver gang, hvor smukt det end kan være, dette løvfald. Og som vi kan tage fat på, på en anden måde, men som også Rilkes digt gør det, til alle helgen. Tage fat om det ubønhørlige, om faldet, altings falden. Men se, hvordan det falder langsomt og nænsomt ned i hænder.

Det er det samme billede, Møllehave bruger, i sin sang til Anne Linnets musik, skrevet ved et barns dødsleje, men med omkvædet: Men vi tror du falder i levende hænder.

Det tror Jakob Knudsen også, i "Se, nu stiger solen": ud hans hånd mig river af dødens garn.  Og det tror Bibelen, selv om også den må indrømme, at det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder (Hebr. 10,21).

På én gang det realistiske, tilsyneladende nådesløse og ubønhørlige fald. Og så, at det skal ende et sted, trods alt, og ende i uendelig forsigtigt i Guds hænder.

Maleren Arne Haugen Sørensen, som efterhånden har lavet udsmykninger til en del kirker, siger om opstandelsen som motiv i et moderne maleri: "Noget der kan få os til at acceptere vores urimelige menneskelige lod og se den i en større sammenhæng. Give os tro og tillid. Et billede der siger: Frygt ikke, du er i gode hænder.  Det er sådan et opstandelsesbillede jeg igen og igen har forsøgt at lave. En nutidig opstandelse som moderne mennesker kan bruge uden at krumme tæerne i skoene."

Hvorefter han maler et menneske i frit fald, måske nærmest som en faldskærm, der falder og falder - og man kan ikke lade være med at tænke på de faldende mennesker fra World Trade Center den 11. september, sommerfugleagtige - for dette menneske falder ikke længere, end disse levende hænder når. Og som griber, dér, midt i det frie fald ned mod evigheden.

Det er sådan med alle helgen, og så kan vi komme videre herfra.