De fleste kender fastelavn og alle vores traditioner i den forbindelse.

Fastelavn falder altid 7 uger før påskedag. Det, vi forbinder med fastelavn, er tøndeslagning og udklædning, fastelavnsboller og raslebøsser. Fastelavn er en gammel fest. Udklædningen er en form for karneval. Og karneval er et ord, der stammer fra latin, hvor carnis betyder kød. Karneval kommer derfor egentlig fra carne, vale! – som betyder: Farvel, kød! Fastelavn er således den fest, man holder, før man i en periode skal holde sig fra kød og festligheder. Festen før fasten. Fastelavn stammer fra tysk Vastelabend – som står for:  aftenen før fasten.

Den lange fastetid begynder så umiddelbart efter fastelavn – nærmere bestemt på askeonsdag – onsdag efter fastelavn. Her klædte man sig ifølge traditionen i sæk og aske for at forberede sig på fasteperioden, der er tiden, som leder op til påsken med dens markering af Jesus’ lidelse og død. Askeonsdag er en gammel gudstjenestedag, og den fejres stadig i den romersk-katolske kirke. Og desuden breder markeringen af askeonsdag sig i mange andre kirker i f.eks. USA. Gudstjenesten askeonsdag er en påmindelse om fastetidens erkendelse af menneskelivets endelighed og begrænsning. Under denne gudstjeneste får menigheden af præsten og i aske påsmurt et kors i panden. Det sker bl.a. med ordene fra jordpåkastelsesritualet: at et menneske er kommet af jord og igen skal blive til jord.

Selve fastetiden udgør de følgende 40 dage før påske. I middelalderen betød fasten en almindelig afholdenhed fra kød og anden luksus. I stedet spiste man i stor udstrækning fisk – f.eks. sild – og brød – derfor sikkert traditionen med fastelavnsboller. Fasteperioden skulle inddrage de kristne i den lidelse og afholdenhed, som Jesus påtog sig.

Fastetidens liturgiske farve i kirken er violet – ligesom i forberedelsen til julen (advent). Violet er farven for bod og eftertanke.

I tidligere tider var der en vis sammenhæng mellem fastetiden i kirkeåret og senvinterens og forårets knaphed på føde og foder. I en moderne tid uden denne naturlige sammenhæng mellem religion og askese kan fastetiden måske stadig være en fortælling om, hvordan vi mennesker kan forsone os med eller tackle de begrænsninger, som er menneskelivets vilkår. Fasten kan lære os at leve med begrænsningens nødvendige kunst.