Kirkeåret

KIRKEÅRET begynder 1. søndag i advent

Adventstiden og Helligtrekongerstidens helligdage beregnes i forhold til julen, mens fastetidens og påsketidens helligdage beregnes efter påske.

Julen ligger fast, mens påskedag kan ligge mellem den 22. marts og den 25. april. (Det blev fastslået på kirkemødet i Nikæa i 325, at påsken skulle holdes på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn). Derfor kan antallet af søndage efter helligtrekonger og søndage efter trinitatis variere.

Folkekirken har fastlagte rækker af bibellæsninger til kirkeårets helligdage. De to tekstrækker er senest revideret i den alterbog, som er autoriseret 12. juni 1992.

Den største ændring var, at der ud over de to bibellæsninger fra Det nye Testamente til hver gudstjeneste nu også er en tekst fra det gamle Testamente.[se kirkeårets læsninger her]

Tekstrækkerne er aftrykt bag i salmebogen, dog vil kun de nyeste salmebøger have dem i den reviderede form. De to tekstrækker bruges sådan, at 1.tekstrække bruges i de kirkeår, hvis største del ligger på ulige årstal, og 2. tekstrække tilsvarende, når størstedelen ligger på lige årstal.

fra Folkekirkens webside om kirkeåret

Kirkeårets farver

Til kirkeåret og dets hoveddele er knyttet bestemte liturgiske farver, dvs. farver med en bestemt betydning i gudstjenesten.

Guld betegner hellighed - kan evt. erstattes med rent gult.
 
Hvidt har flere betydninger. Det kan betegne det højeste lys, fornuften, intellekten, Gud. Hvidt kan også betegne renhed og uskyld.

Grønt er den positive, "jordiske" farve med assotiation til vækst, græs og forår og derfor til indvielse, håb og forjættelse.

Violet (rødt og blåt med overvægt af blåt) er en udpræget åndelig og alvorlig farve, som markerer askese, passion og sorg.

Rødt virker ophidsende og er forbundet med lidenskaberne, både de positive og de negative, både kærlighed, passion og aggressivitet.

Sort udtrykker absolut lysmangel og dermed død, synd, helvede, sort magi og djævelen. Men sort kan i visse sammenhænge udtrykke fornemhed og adel.  

Det er på denne almene baggrund, kirkeårets liturgiske farver er blevet til. Man kan møde dem på præstens messehagel og evt. også på alterbordets antependium (forhæng). Farven bebuder helligdagens karakter og anvendes således:

Hvidt på de store festdage: 1. søndag i advent, i julen og juletiden, på Maria Bebudelses Dag, i påsken og påsketiden, Kristi Himmelfarts Dag. 
Grønt: I Hellig Tre Konger tiden og Trinitatistiden. 
Violet: I adventstiden og fastetiden. 
Rødt: I pinsen (ildens farve) og på Sankt Stefans Dag (blodets farve). 
Sort: Bruges kun Langfredag, evt. også Bededag (ellers violet).

fra folkekirken.dk og Frøslev-Mollerup-Outrup Pastorat

 

HELLIGTREKONGER.

Jamen, det er jo Kaspar, Melchior og Balthasar! Tænker du måske. Men faktisk nævner Bibelen ikke de hellige tre konger ved navn. Ej heller, at de var hellige, eller tre, eller konger! Kunstnere afbilder dem ofte, så man kan se, de kommer fra 3 forskellige kontinenter. Andre gange som en ung, en voksen og en gammel. Det er også en måde at fortælle os, at det er alle mennesker, fra hele verden, der kommer for at tilbede Jesus. Det er traditionen, der har sat navne på de tre, der bragte gaver til det lille nyfødte Jesusbarn i form af guld, røgelse og myrra.

Matthæus kalder dem de vise mænd fra Østerland - så der er formodentlig tale om stjernetydere, der har fulgt den store lysende stjerne. I den oprindelige, græske tekst benævnes personerne som magoi(flertal af magos), hvilket er en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster, der kendte til astrologi og drømmetydning. De vidste, hvorfor stjernen viste sig:If. Mt. 2,1-12 chokerer de kong Herodes ved at spørge sig for i Jerusalem: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Det fører til et indgående forhør af de vise, hvor Herodes beder dem om at rapportere tilbage til ham, så snart de har fundet barnet. For så vil han selv "komme og tilbede det"som han udtrykker det. Det bliver der dog ikke noget af, for de vise mænd bliver i en drøm advaret imod at tage tilbage til Herodes. I stedet for bestemmer de sig for at rejse hjem.

Herodes' frygt for en rival er det, der udløser barnemordet i Bethlehem, som vi hører om julesøndag hos Mt. 2,13-23: Han indser, at han er blevet narret af de vise mænd og han beordrer alle drengebørn på 2 år og derunder, som er i Bethlehem og omegn, myrdet.

Den 6. januar er Helligtrekongersdag, men aftenen før, den 5. januar, fejres også. Det er den dag, vi tager afsked med julen - du kan vente med at pakke juletræ og pynt ned til denne dag. Man kan købe særlige helligtrekongers lys med 3 arme, eller stille 3 lys på bordet i hver sin stage. Og du kan synge Grundtvigs salme, "Dejlig er den himmelblå", den er en gendigtning af teksten i Mt. 2, 1-12, og hører til i Helligtrekongerstiden.

I Helligtrekongerstiden fejres epifanien(af græsk epiphanes: tilsynekomst, åbenbarelse.) Det er oprindelig festen for Jesu dåb i Jordanfloden, hvor han blev åbenbaret som Guds søn. Engang blev denne dag anset for Jesu fødselsdag. Men da man i 300-tallet overtog epifanifesten i Rom, blev hovedtemaet de hellige tre kongers, magernes, tilbedelse af barnet. Samtidig blev den 25. december festen for Jesu fødsel og hyrdernes tilbedelse. I den armenske kirke har man aldrig overtaget julen som kirkelig fest, og der fejrer man ved epifanifesten d. 6. januar både fødslen, de vise mænds tilbedelse og Jesu dåb. I Folkekirken videreføres traditionen fra Rom, men Helligtrekongers dag regnes ikke længere blandt de lovpligtige helligdage, men er henlagt til en søndag i perioden mellem 2. og 6. januar, som så kaldes Helligtrekongers søndag. Selve Helligtrekongerstiden kan strække sig helt op til 7 søndage ind i det nye år.

FASTEN

De fleste kender fastelavn og alle vores traditioner i den forbindelse. Fastelavn falder altid 7 uger før påskedag. Det, vi forbinder med fastelavn, er tøndeslagning og udklædning, fastelavnsboller og raslebøsser. Fastelavn er en gammel fest. Udklædningen er en form for karneval. Og karneval er et ord, der stammer fra latin, hvor carnis  betyder kød. Karneval kommer derfor egentlig fracarne, vale! - som betyder: Farvel, kød! Fastelavn er således den fest, man holder, før man i en periode skal holde sig fra kød og festligheder. Festen før fasten. Fastelavn stammer fra tysk Vastelabend - som står for:  aftenen før fasten.

Den lange fastetid begynder så umiddelbart efter fastelavn - nærmere bestemt på askeonsdag - onsdag efter fastelavn. Her klædte man sig ifølge traditionen i sæk og aske for at forberede sig på fasteperioden, der er tiden, som leder op til påsken med dens markering af Jesus' lidelse og død. Askeonsdag er en gammel gudstjenestedag, og den fejres stadig i den romersk-katolske kirke. Og desuden breder markeringen af askeonsdag sig i mange andre kirker i f.eks. USA. Gudstjenesten askeonsdag er en påmindelse om fastetidens erkendelse af menneskelivets endelighed og begrænsning. Under denne gudstjeneste får menigheden af præsten og i aske påsmurt et kors i panden. Det sker bl.a. med ordene fra jordpåkastelsesritualet: at et menneske er kommet af jord og igen skal blive til jord.

Selve fastetiden udgør de følgende 40 dage før påske. I middelalderen betød fasten en almindelig afholdenhed fra kød og anden luksus. I stedet spiste man i stor udstrækning fisk - f.eks. sild - og brød - derfor sikkert traditionen med fastelavnsboller. Fasteperioden skulle inddrage de kristne i den lidelse og afholdenhed, som Jesus påtog sig.

Fastetidens liturgiske farve i kirken er violet - ligesom i forberedelsen til julen (advent). Violet er farven for bod og eftertanke.

I tidligere tider var der en vis sammenhæng mellem fastetiden i kirkeåret og senvinterens og forårets knaphed på føde og foder. I en moderne tid uden denne naturlige sammenhæng mellem religion og askese kan fastetiden måske stadig være en fortælling om, hvordan vi mennesker kan forsone os med eller tackle de begrænsninger, som er menneskelivets vilkår. Fasten kan lære os at leve med begrænsningens nødvendige kunst.

PÅSKE

Påske er kirkeårets største fest. Den kristne kirke er opstået på grundlag af disciplenes overbevisning om, at den korsfæstede Jesus er stået op og nederlaget vendt til sejr og ny fremtid. Begivenheden fejres påskedag - som er den første søndag efter fuldmåne efter forårsjævndøgn. 
Efter fejringen af opstandelsen påskedag og anden påskedag fortsætter påsketiden de følgende 7 uger indtil pinse. Tiden er fortsat en festperiode - med den hvide eller gyldne, liturgiske farve. En fest for livet og det livsbekræftende. 

Selve påskeugen - eller "den stille uge" - omfatter ugen fra palmesøndag, med markeringen af Jesus' indtog til de sidste dage i Jerusalem, over skærtorsdag med indstiftelsen af nadveren, i forbindelse med Jesus' sidste måltid, og langfredag, med Jesus' lidelse og død på korset, og hen til påskedag med fejringen af hans opstandelse den tredje dag. Alle disse dage fortæller til sammen historien om det kristne drama, som kirkens gudstjenester markerer: kærlighedens og livets sejr over døden. 

PINSE

Pinse er den 7. søndag efter påske og er kirkens fest for Helligåndens komme til menneskers verden. Begivenheden fandt sted i Jerusalem, og hvor en broget mængde mennesker oplevede Helligånden dale ned som flammetunger fra himlen. Straks derefter kunne de alle forstå hinanden, uanset sprog. 
Pinsen fortæller derfor om Guds usynlige nærvær i menneskers verden og om menneskers mulighed for fællesskab og kommunikation. 
Pinsen handler om menneskers mulighed for at erfare Guds nærvær til alle tider.
Den liturgiske farve er rød - som ilden.  

TRINITATIS

Trinitatis. Trinitatis er den "grønne tid" i kirkeåret, det vil sige den tid, hvor den liturgiske farve, farven på præstens messehagel, er håbets - og vækstens, livfulde grønne.

Trinitatis er navnet på den 1. søndag efter pinse og den har fået navn efter det latinske ord trinitas, som betyder treenighed. Treenigheden er et af de kristne dogmer, som jo går ud på, at vi tror på én Gud, som har tre personer: Fader, Søn og Helligånd. Der er altså ikke tale om tre guder, men kun én. Den ene Gud, som vi jo også bekender os til i vores trosbekendelse.

Trinitatistiden er betegnelsen for den tid i kirkeåret, der går fra pinse til advent. I Folkekirken er alle søndagene i resten af kirkeåret nummererede efter Trinitatis søndag, indtil sidste søndag i kirkeåret.

Man kunne også sige, at det er tiden efter, at alle de kristne højtider, jul, påske og pinse, er overstået. I Trinitatistiden er det blevet hverdag igen. Og dermed også tid til at besinde os på, hvad det kristne budskab egentlig betyder i vores eget liv. Det er også det, teksterne, der hører til Trinitatistidens gudstjenester beskæftiger sig med.

ALLEHELGEN

Alle helgens dag er første søndag i november. Oprindelig var dagen viet til de helgener, der i øvrigt ikke var blevet plads til med egne dage i kalenderen. Efter reformationen fastholdt man helligdagen, men nu som en generel mindedag for de afdøde. I de seneste år har alle helgens dag fået fornyet aktualitet i folkekirken med særlige gudstjenester for familier, der har mistet.

ADVENT

Advent omfatter perioden mellem de sidste fire søndage før jul. Første søndag i advent indleder det nye kirkeår, og kirkens læsninger efter Alterbogen er indrettet sådan, at der begyndes med teksterne til denne søndag. Advent er et latinsk ord, som betyder ankomst. Oprindelig anvendtes ordet i verdslig sammenhæng om en konges eller fyrstes ankomst til en by. Men i kristendommen er begrebet overført på forventningen om Jesu fødsel og ankomst til verden. Kirkens tekster er i adventstiden koncentreret om forventningen og håbet om ham, der således skal komme. I adventstiden er den liturgiske farve i kirken den violette.

JUL

Julen er den kristne højtid for fejringen af Jesu fødsel. Siden 300-tallet har Jesu fødsel i den vestlige verden været fejret 25. december. Dermed skete et sammenfald med den tidlige midvinterfejring omkring vintersolhverv. Af de tre højtider - jul, påske og pinse - er julen den senest tilkomne fest, idet både påske og pinse blev fejret i den allertidligste kristne tid.
Julen forberedes af adventstiden med de fire søndage før jul og afsluttes med fejringen af helligtrekonger denne 6. januar. 
De juletraditioner, vi kender i dag, har deres oprindelse i 1800-tallet. Men det er først langt op i det 20. århundrede, at juleaften har fået den betydning, den i dag har - med bl.a. gudstjenester i kirken juleaften. 
Juledag er Kristi fødselsdag med fortællingen om fødslen i Betlehem som sin grundfortælling, mens anden juledag efter traditionen har en noget anden karakter som Sankt Stefans dag til minde om den første kristne martyr, der ifølge Apostlenes Gerninger blev stenet til døde for sin tro.